Rikke er fanget af de stillestående tog: - Jeg er så træt af det

Frem til klokken 18 kører der ikke tog på Fyn og i Jylland. Det pludselige togstop har fanget mange pendlere på stationer og i tog landet over.

Rigtig mange pendlere og togrejsende landet over er onsdag eftermiddag blevet standset på grund af arbejdsnedlæggelsen og indstillingen af togdriften.

En af dem er odenseanske Rikke Dal Støttrup, der arbejder i København og hver dag pendler fra hjemmet i Odense.

Onsdag eftermiddag sidder hun på Københavns Hovedbanegård og venter på et tog, som hun ikke ved, hvornår kører.

 

 

- Jeg prøvede at tage tidligere af sted, men inden jeg nåede herind, var beskeden kommet om, at alle tog mod Fyn og Jylland var aflyst. Det er ikke så fedt, siger Rikke Støttrup.

- Jeg skulle have været hjem til min datters musical. Men det når jeg ikke. Jeg er så træt af det, siger hun.

Søger andre løsninger

Der er trængsel ved infoskærmene på Københavns Hovedbanegård.
Der er trængsel ved infoskærmene på Københavns Hovedbanegård.
Foto: Rikke Dal Støttrup

Hun fortæller, at der var rigtig mange rejsende og pendlere, der skulle have været mod Fyn og Jylland omkring klokken 16.30, da alle tog blev aflyst.

- Der er mange mennesker, men det ligner lidt, at folk nu har valgt at søge andre muligheder. Der er mange spørgsmål, men de DSB-ansatte ved lige så lidt som os, så de kan ikke rigtig give nogle svar. Men stemningen er udmærket, og folk prøver at få det bedste ud af det, siger Rikke Dal Støttrup.

Hun pendler dagligt mellem Fyn og København, og er i det store hele tilfreds med DSB.

- Men det her minder én om, hvor afhængig man er af det. Og så synes jeg, det er en træls måde at gøre det på med overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, siger Rikke Dal Støttrup.

Oversigt

    Oversigt