Rikke Møller vinder bronzemedalje i svømmedrama

Rikke Møller Pedersen var en af tre svømmere, der kom i mål i samme tid ved VM-finalen i 200 meter bryst.

Det var et regulært svømmedrama, der skulle til, før Rikke Møller Pedersen sikrede Danmark den tredje medalje ved VM i russiske Kazan.

I VM-finalen i 200 meter brystsvømning kom Rikke Møller Pedersen ind i samme tid som Jessica Vall fra Spanien og Shi Jinglin fra Kina, og dermed får de tre svømmere alle en bronzemedalje.

Trioen svømmede ind i tiden 2.22,76 minutter.

Det var over halvandet sekund langsommere end Kanako Watanabe fra Japan, der overlegent vandt guld, mens den amerikanske sølvvinder Micah Lawrence var lidt over tre tiendedele af et sekund hurtigere end bronzetrioen.

Midtvejs var danskeren i front, og så var spørgsmålet, om hun kunne holde det høje tempo.

På de sidste 50 meter gik danskeren dog ned i tempo, men fik alligevel tilkæmpet sig en medalje.

Det resultat har danskeren det splittet med.

- Der er en del af mig, der er lidt splittet, fordi den sidste del bliver så ærgerlig, men den første del er jeg stolt af, siger Rikke Møller Pedersen til Politiken.

Rikke Møller var videre fra semifinalerne i bedste tid, og der var derfor forventninger om, at det kunne blive til et dansk topresultat. Havde danskeren gentaget den tid i finalen, ville det have givet en sølvmedalje.

Den 26-årige dansker er selv indehaver af verdensrekorden på distancen. Den lyder på 2.19,11 minutter og blev sat ved VM i Barcelona for to år siden. Desværre for danskeren blev den dengang ikke sat i finalen i Barcelona, og derfor måtte hun nøjes med sølv.

Fredag røg hun så yderligere et skridt ned ad rangstigen.

Oversigt

    Oversigt