Ringe tilslutning til landsstævne

Der er på landsplan ikke den store tilslutning til DGI?s landsstævne 2006, som finder sted i Haderslev. Fra DGI Svendborg er der færre tilmeldte end ved det sidste landsstævne på Bornholm, men fra Odense er der til gengæld flere deltagere.

Få tilmeldte

Fra DGI Svendborg er der kun tilmeldt 519 deltagere, hvilket er 62 færre end sidste landsstævne på Bornholm, der havde et historisk lavt deltagertal.  

- Det er, som vi har frygtet. Jeg tror, det skyldes, at man skal melde sig til for tidligt, siger Peter Bang der er forretningsfører, DGI Svendborg. Det betyder, at mange nybegyndere i realiteten skal melde sig til allerede efter at have trænet et par gange.    

DGI Odense er godt repræsenteret med i alt 972 deltager, hvilket er 446 flere i forhold til sidste landsstævne.

- Vi har gjort en masse for at gøre opmærksom på landstævnet, så det er meget positivt med så mange deltagere, siger Ingeborg Moritz fra DGI Odense. 

Ny tilmeldingsfrist

DGI havde regnet med omkring 30.000-40.000 deltagere, men på nuværende tidspunkt er der kun tilmeldt 25.000. Derfor har de besluttet at lave en ny tilmeldingsfrist for at få flere til at melde sig til. 

- Vi har planlagt stævnet på baggrund af en analyse, som estimerede, at der ville komme 30.-40.000  deltagere. En række forudsætninger i analysen har siden vist sig ikke at holde stik, og derfor forsøger vi nu at få flere til at melde sig, siger DGI's landsformand Søren Møller.

Tænder ikke på det

I DGI Svendborg tror man også, at landstævnet måske ikke har så stor en appel som tilfældet har været tidligere.

- Det kan sagtens være, at folk ikke tænder så meget på det mere. Der er jo så mange tilbud, siger Peter Bang fra DGI Svendborg. Han regner dog med, at den nye tilmeldingsfrist vil skaffe flere deltagere.

Oversigt

    Oversigt