Risiko for skybrud og hagl på Fyn

Fynboerne skal forvente byger flere steder i løbet af dagen med risiko for hagl og torden. De kommende dage tegner dog til at blive mere tørt og solrigt.

Mandag skyder ugen i gang med halvkedeligt vejr. 

Allerede fra morgenstunden kan der forventes stedvise dryp flere steder på Fyn, og bygerne skulle fortsætte i løbet af dagen med risiko for skybrud.

- Når temperaturen stiger ud på dagen, så bliver der dannet nye byger. De kan godt blive lidt kraftige, siger Thomas Mørk fra TV 2 Vejret.

Temperaturen vil også blive til den kølige side med mellem 15 og 18 grader.

Torden og hagl

TV 2 Vejret og DMI varsler risiko for skybrud flere steder i landet. Her forventes Fyn at være blandt stederne, der bliver hårdest ramt af regnen.

Der vil være tale om lokalt dannede byger og ikke et udbredt regnvejr. Det kan derfor være svært at sige præcis, hvornår det vil regne i hvilke landsdele, lyder det fra TV 2 Vejret.

Et skybrud betyder, at der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

Ifølge Thomas Mørk kan der sågar også være udsigt til hagl og tordenbrag i flere af bygerne. Derudover skal fynboerne holde øje med skyerne på himlen, tilføjer han og uddyber:

- Vindene er ret svage, og der kan være tilfældige hvirvler derude, som bliver trukket op derude af bygerne, og det kan i sidste ende danne en skypumpe.

Men det forventes at blive tørvejr igen allerede fra tirsdag.

Solrig Sankt Hans i vente 

De kommende dage heriblandt tirsdag, onsdag og torsdag tegner til at blive nogenlunde tørt og pænt med stigende temperaturer. 

Onsdag kan dog ske at blive en smule overskyet, mens danskerne godt kan se frem til godt vejr med solskin, når de skal nyde bålet til sankthans torsdag. 

- Det ser ud som om, at det vil holde tørt. I løbet af dagen vil der være nogle skyer i eftermiddagstimerne, men de falder sammen, så om aftenen ser der ud til at være masser af sol og faktisk en vind, som aftager, så vi får svag til let vind fra forskellige retninger, siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Anja Bodholdt til Ritzau. 

Derudover kan festivalglade fynboer på Tinderbox forvente endnu varmere temperaturer med over 20 grader fredag samt solskin. Dog kan der være en lille risiko for byger.

Der er også særdeles godt med pollen i luften i denne tid og alene i Danmark lider op mod en million af pollenallergi. Kommunerne kan faktisk være med til at løse noget af problemet.

Oversigt

    Oversigt