Roald Poulsen så B 1913 tabe

B 1913's kommende træner Roald Poulsen så søndag sit hold tabe til Silkeborgs superligareserver i fodboldens 2. division. Kampen endte 1-2, men det skræmmer ikke Roald Poulsen, der starter i B 1913 til januar.

B 1913 kom foran

Silkeborg lagde bedst ud i søndagens kamp, men det var B 1913, der kom foran.
Allerede efter otte minutter scorede Ryan Caugherty til 1-0.

I anden halvleg brændte Silkeborg ikke længere chancerne, og det blev først til udligning ved Søren Phillip og i det 72. minut til sejrsmål af Lasse Ankjær.

Målet er 1. division

B 1913 har ambitioner om at komme i 1. division med Roald Poulsen som træner. Enten efter denne sæson eller efter den næste.

- Mit primære mål er først og fremmest at lære spillerne at kende, men selvfølgelig er det også et mål at avancere, siger Roald Poulsen, der tidligere har ført B 1913 fra den daværende 3. division til 2. division.

Roald Poulsen stoppede i foråret som leder af FCK's fodboldskole i Sydafrika, og han har tidligere været landstræner for Zambia.

Roald var førstevalg

Roald Poulsen havde fået lyst til at træne igen, og der var glæde i B 1913, da han sagde ja til jobbet.

- Roald Poulsen var helt klart vores førstevalg som træner, og det er godt at få en rutineret person, siger sportschef i B 1913, Jan Larsen.

For Roald Poulsen havde det betydning, at han kendte folk i klubben i forvejen.

Oversigt

    Oversigt