Robotstatus: Det går ufattelig godt

Branchen forventes at beskæftige 5000 ansatte i 2020. Eksporten er vokset til 3,8 milliarder kroner.

Det fynske roboteventyr fortsætter - dog med Universal Robots og MIR, som de absolutte flagskibe.

Eksporten i Odense Robotics-klyngen er steget med 46 procent siden 2015 til 3,8 milliarder kroner.

Eksporten udgør nu 70 procent af robotklyngens samlede omsætning, oplyser Odense Robotics.

Virksomhederne har øget antallet af ansatte med mere end 50 procent sidste år i forhold til året før til i alt 760 medarbejdere i dag. Og klyngen har et stort potentiale for at øge eksporten yderligere.

66 procent af de virksomheder, der ikke eksporterer i dag, forventer at gøre det i fremtiden.

Tallene offentliggøres fuldt ud i næste måned i den årlige Odense Robotics Insight Report, som er baseret på data fra A & B Analyse og Danmarks Statistik.

Robotbranchens årlige eksport på Fyn.
Robotbranchens årlige eksport på Fyn.

- De nye tal viser vækstrater, der ikke ses i mange andre industrier. De viser også, at robot-branchen er blevet en rentabel industri, og at klyngen stadig har et betydeligt vækstpotentiale, siger Mikkel Christoffersen, Business Manager, Odense Robotics.

Omsætningen på 5,7 milliarder kroner i 2017 svarer til 1,8 millioner kroner i gennemsnit pr. medarbejder.

Siden 2015 er der investeret 5,5 milliarder kroner i virksomheder i Odense Robotics-klyngen fra ind- og udland.

Klyngen er vokset til 129 virksomheder med en vækst på 27 virksomheder i 2018.

Antallet af medarbejdere i klyngen er vokset til 3.600, og virksomhederne forventer at tallet stiger til 4.900 i 2020. Ikke desto mindre siger i alt 78 procent af virksomhederne, at den største udfordring for væksten fortsat er at finde kvalificerede kandidater.

Netop målbare tal for branchen er blevet efterspurgt af Venstre og Konservative i Odense Byråd.

På det seneste møde i økonomiudvalget diskuterede politikerne, hvordan Odense skal nå frem til ambitionen om at blive verdens bedste robotby bl.a. ved at indføre konkrete målkriterier med løbende rapportering om målopfyldelse for området.

Oversigt

    Oversigt