Robotter indtager skolerne

Robotterne er på vej ud i skolerne, og antallet af robotter i undervisningen vokser støt. Mange af dem kommer fra Fyn.

Blue Ocean Robotics i Odense har allerede nu solgt 250 skolerobotter i år og har slået sidste års salgsrekord på 200 robotter.

Det gælder bl.a. robotten Zeno, der bliver brugt som supplement i undervisningen for eksempel i matematik. Zeno er en halv meter høj og ligner en kæk dreng fra en tegnefilm. Han taler 26 sprog og bruges primært i socialpædagogikken,  især fordi hans mimik i ansigtet er meget menneskelig. Og så siger han sjove ting til børnene, som for eksempel ”Jeg kan lide pizza med slik”, hvilket fanger de små børns opmærksomhed.

På Fyn er det blandt andet elever på Byhaveskolen i Svendborg, der bruger Zeno. 

Robotter skaber fælles tredje

Skolerobotterne er især egnede til at gentage øvelser i matematik og grammatik. De kan stille - og besvare spørgsmål og de kan hjælpe eleverne til at koncentrere sig.

-Med robotterne skaber man et fælles tredje, så der ikke sidder en dømmende part på den anden side. Der er ikke en underviser, som går ind med en personlig vilje eller holdning, robotten er neutral, så barnet får en selvstændig opfattelse af interaktionen, siger Thomas Midtgaard-Jørgensen, der er marketingschef i Blue Oceans Robotics

Robotter for langtidssyge

De såkaldte Beam SPS telepresence-robotter bliver brugt til at inddrage langtidssyge elever i undervisningen. Via en skærm kan de være koblet på og være tilstede i klasselokalet, selvom de ligger hjemme i sengen. På den måde kommer de ikke bagud socialt eller fagligt.

- En ting er at de kan være med rent socialt og ikke personligt være gemt og glemt. Det betyder også noget samfundsøkonomisk at langtidssyge elever ikke ryge bagud rent faglig, siger Thomas Midtgaard-Jørgensen fra Blue Oceans Robotics.

Telepresence-robotterne er udbredt over hele landet og bliver brugt i uddannelsesinstitutioner i 10 kommuner lige fra Faxe, Frederiksberg, Svendborg, Frederikshavn og til Odense, som er blandt de fremmeste. Universitetshospitalet i Odense (OUH) har ligeledes taget Beam SPS løsninger til sig.

 

Oversigt

    Oversigt