Robotter ramt forskelligt af coronakrise: MIR ramt - Blue Ocean blomstrer

Blue Ocean Robotics desinfektions-robotter bliver revet væk. MIR kan mærke afmatning.

Det er ikke alle brancher, der er tvunget i knæ af corona.

Hos den fynske robotvirksomhed Blue Ocean Robotics er salget steget med hele 1.200 procent under corona-krisen.

Det fynske robotfirma producerer de såkaldte UDV-robotter, der er en desinfektionsrobot som ved hjælp af ultraviolet lys kan dræbe virus.

- Vi forventede en firedobling af salget i år, men det skal vi nok gange med tre. Vi taler nok om en tolvdobling af salget. Vi står midt i noget, som vi aldrig har set før, siger direktør Claus Risager til fagmediet Metal Supply.

- Vi ser en helt ny dimension nu i vores salg. Der er store indkøbscentre, store butikker, fængsler og lufthavne, der har henvendt sig. Alle er nu klar over, at steder, hvor der færdes mange mennesker, og hvor der er nogle flader, som mange mennesker rører ved, kan være farlige.

Opbremsning

Derimod oplever succes-virksomheden MIR i Odense en afmatning i øjeblikket.

- De sidste otte-ti dage er der sket en stor forandring. Vi havde faktisk et godt salg i USA i de første måneder af året, men det er bremset op. I Europa står det stille. I Kina har virksomhederne startet produktionen igen, og vores salgsfolk er også begyndt at besøge kunderne igen, siger Thomas Visti til Metal Supply.

- Vi ender stadig med at præstere en vækst i første kvartal i forhold til første kvartal sidste år, men mange steder i verden er folk jo blevet sendt hjem, og de går slet ikke uden for en dør. Så ligger investeringer i nye robotter ikke lige til højrebenet. Men alle mand hos os er stadig på arbejde. Vi er ramt, men vi står stadig op, siger han.

160-170 medarbejdere i Odense er sendt hjem. Tilbage på virksomheden er 50-60 mennesker, der arbejder i produktionen og i afdelinger tæt på produktionen.

Planerne om et stort fælles byggeri sammen med Universal Robots i det sydlige Odense er ikke i fare. De to firmaer skal efter planen flytte ind i starten af 2022, oplyser Thomas Visti til Metal Supply.

Oversigt

    Oversigt