Rolig juletrafik på de fynske veje

Juletrafikken er i gang, men den minder meget om en helt almindelig lørdag. Der er ro på vejene.

Fordi juleaften falder en mandag tager ikke alle afsted på juleferie på samme tid. Det giver ro på vejene.

Vejene og togene er traditionelt proppet i dagene op til juleaften.

Det er også tilfældet i år, men det er langtfra lige så slemt som normalt. Det skyldes, at der er to fridage op til juleaften mandag.

Det fortæller DSB og Vejdirektoratet.

- Trafikken er lige nu ganske stille og rolig. Det minder meget om en almindelig lørdag, siger Camilla Eghøj, vagthavende ved Vejdirektoratet.

Middagstimerne er værst

Lørdag er det mellem klokken 11 og 13, at trafikken er værst. Det gælder ifølge den vagthavende de "klassiske punkter" som blandt andet Køge Bugt Motorvejen, Fynske Motorvej og ved Trekantsområdet.

- Det er ikke, fordi vi forventer lange køer, men bare lidt langsom kørsel, siger Camilla Eghøj.

Ifølge Vejdirektoratet er det søndag på lillejuleaften - også mellem klokken 11 og 13 - at trafikken vil være værst.

Ingen togforsinkelser

Hos DSB er julen også en travl tid. De fleste passagerer skal fra hovedstadsområdet mod vest, og i år er ingen undtagelse, fortæller informationschef Tony Bispeskov.

- Mange ønsker sig en hvid jul, men vi ønsker en grøn jul, hvor togene kører til tiden. Det gør de heldigvis, og det hele kører, som det skal, siger han.

Tony Bispeskov fortæller, at mange flere bestiller pladsbillet i god tid, når de skal hjem til jul. Derfor er det lettere for DSB at planlægge og allokere sine ressourcer.

- Det er en af fordelene. Vi ved præcis, hvad kunderne vil. I hverdagen rejser mange flere med pendlerkort og månedskort, og på den måde kan vi ikke altid helt vide, hvordan det fordeler sig.

Han fortæller, at den største rejsedag på skinnerne i dagene op til jul er lørdag.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) melder om gråt og lidt ustadigt vejr, som det har været de seneste dage. Hverken hos Vejdirektoratet eller DSB forventer man, at vejret kommer til at spille en rolle.

Oversigt

    Oversigt