Røver glemte sin pung i stjålen bil

Hvis man vil gøre karriere i den kriminelle verden, er det ikke en god ide at efterlade sin pung på gerningstedet. Det måtte en 34-årig odenseaner i dag sande.

Det begyndte med, at den 34-årige mand i morges stjal en bil på Strandvejen i Otterup. Bilen havde nøglerne i tændingen, og manden slap derfor nemt afsted med bilen. I bilen var der også nøgler til bilejerens hus og papirer med adressen på, så den satte den 34-årige kursen mod. Det fortæller vagthavende ved Fyns Politi til TV2/Fyn.

Det samme tænkte bilens ejer og skyndte sig hjem, hvor han fandt tyven i gang med at gennemrode huset. Offeret forsøgte at stoppe gerningsmanden, men han blev slået i hovedet med en lille pengekasse.
Det lykkedes derfor gerningsmanden, der nu havde gjort sig skyldig i forsøg på væbnet røveri, at undslippe i den stjålne bil.

Allerede klokken halv elleve i formiddags - kun et kvarter efter, at politiet havde modtaget anmeldelsen, fandt politiet bilen ca. fem kilometer syd for Otterup, hvor politiet antog, at han muligvis havde taget en bus videre til Odense.
 
Da politiet gennemsøgte bilen, fandt de gerningsmandens pung, og det viste sig, at han er en gammel kending af politiet. Derefter tog Fyns Politi ind på herberget i Pantheonsgade i Odense og klokken 11.04 anholdt de den 34-årige mand.

Han vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør.

Oversigt

    Oversigt