Roy Carroll begraver konflikt med Utaka

Målmand Roy Carroll er tilbage i OB-truppen efter sygdom og nedtoner konflikt med Peter Utaka.

Den nordirske OB-målmand Roy Carroll nedtoner alle antydninger af, at han skulle være på vippen i den danske klub.

Efter et verbalt sammenstød med Peter Utaka i en Superliga-kamp for halvanden uge siden røg Carroll på tribunen af OB-træner Uffe Pedersen, og kort efter meddelte OB så, at målmanden var hjemme i England på grund af sygdom.

At der skulle gemme sig andet i den historie end sygdom, afviser Carroll selv.

Ingen sag

- Jeg var syg. Jeg har haft noget madforgiftning af en art, men jeg er fit og klar igen. Og jeg er i stand til at spille kampen mod Young Boys torsdag aften, siger målmanden.

Han trænede da også med for fuld kraft, da OB-truppen onsdag formiddag var i gang med de sidste forberedelser til Europa League-kampen mod det schweiziske mandskab.

Om bataljen med topscorer Utaka i pausen af hjemmekampen mod Sønderjyske siger han.

- Det var ikke kun ham, jeg sagde noget til. Der kan heller ikke være stille i et omklædningsrum i pausen, når det går så dårligt som det gjorde. Men der er ingen sag mellem os to.

OB møder Young Boys på hjemmebane klokken 21.05 torsdag aften. Fynboerne har ingen point i puljen og tabte for to uger siden det modsatte opgør med 2-4.

Oversigt

    Oversigt