S: Kæmpe tilbageskridt at droppe hurtigtog

Socialdemokraterne frygter, at Venstre er ved at skrinlægge planerne om hurtigtog mellem de fire største byer.

Socialdemokraterne er yderst utilfredse med Venstre-ordfører Kristian Pihl Lorentzens skepsis over for planerne om hurtigtog i Danmark.

I en ny bog skriver regeringspartiets trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, at den såkaldte timemodel simpelthen bliver for dyr at gennemføre.

Særligt den sidste etape mellem Odense og Århus vil ifølge Lorentzen være en særdeles bekostelig affære, da det mindst vil betyde en ny broforbindelse over Vejle Fjord.

S: regeringen bryder løfte

Men den tilgang til planerne for togtrafikken giver den socialdemokratiske trafikordfører, Magnus Heunicke, ikke meget for.

- Det er et kæmpe tilbageskridt for den kollektive trafik og samtidig et løftebrud fra regeringen. Det står direkte i trafikforliget, at det er målet, vi arbejder hen imod, siger han om hurtigtogprojektet.

Projektet skal forkorte rejsetiden til en time mellem København og Odense, Odense og Århus samt Århus og Aalborg.

En personlig mening

Kristian Pihl Lorentzen slår imidlertid fast, at holdningerne i bogen er hans personlige og ikke nødvendigvis et udtryk for Venstres politik.

En "mere end almindelig kreativ" udlægning, lyder det fra Magnus Heunicke, der frygter, at Venstre er ved at skrinlægge planerne om hurtigtog mellem Danmarks fire største byer.

Men det skal socialdemokraten ikke frygte, understreger Lorentzen, der stadig er stor tilhænger af hurtigtogene.

- Men jeg kan godt leve med, at det tager en time og et kvarter mellem Odense og Århus, hvis man sikrer, at folk kan komme med toget, siger han.

Trekantsområdet overses

I bogen "Hvor der er vilje, er der vej" peger Kristian Pihl Lorentzen således på, at man overser provinsbyer som Vejle og Fredericia med timemodellen.

- Det er min pointe, og den kaster jeg op til debat. Så det er helt vildt, når nogen taler om, at Venstre er ved at løbe fra en aftale. Det stik modsatte er tilfældet. Jeg har bare tilladt mig at skrive en bog, som jeg tror, at mine politiske modstandere vil sætte stor pris på at læse, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Oversigt

    Oversigt