I det fynske folks tjeneste

S vil straffe sharia-imamer med op til tre års fængsel

Regeringen vil udvide straffelovsbestemmelse om psykisk vold til at omfatte religiøse skilsmissekontrakter.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Regeringen fremsætter inden jul et lovforslag, der kan udløse op til tre års fængsel til imamer, der står bag de såkaldte shariakontrakter.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til Berlingske.

Læs også Odense-imam stod bag: Skilsmissedokument afslører sharialov i Vollsmose

Regeringen ønsker at udvide straffelovens bestemmelse om psykisk vold, så den også omfatter negativ social kontrol, brug af religiøse skilsmissekontrakter og andet til at fastholde personer i ægteskab, lyder det.

- Vi er nødt til at tage det mere alvorligt, når vi ser eksempler på imamer, der blander sig i skilsmissesager på en dårlig måde, og jeg tror, at de ændringer af loven, vi vil lave, kan være ret vigtige.

- For vi skal ikke give frihjul til, at imamer kan blande sig i skilsmisser på en måde, hvor de skubber dansk lovgivning til side, siger ministeren til Berlingske.

Lovforslaget kan også ramme familiemedlemmer, som udøver kontrollen, skriver avisen.

Kvinde skal betale bøde for skilsmisse

Det har vakt bred politisk forargelse, at en kvinde i Odense skrev under på en shariakontrakt for at blive skilt fra sin mand.

Læs også Minister om sharia-skilsmisse: Ikke enkeltstående tilfælde

Berlingske fik oversat dokumentet, som ifølge avisen er udfærdiget af imamen Abu Bashar og bygger på sharialoven.

Et af kravene i kontrakten lyder, at kvinden skal betale 75.000 kroner til manden for at blive skilt. Hun mister også retten til parrets to børn, hvis hun finder en anden mand.

Til Berlingske siger Halima El Abassi, forkvinde i Rådet for Etniske Minoriteter og forsker i æresrelaterede konflikter, at løsningen ikke er mere straf.

Hun frygter, at forslaget skubber "kvinder, familier og imamer længere ud i mørket og forstærker tanken om, at politikere alene vil straffe muslimer".

Samfundet bør i stedet tilbyde et alternativ til kontrakterne. Ofte har kvinderne ikke anden udvej, forklarer hun til avisen.

Mattias Tesfaye erkender, at lovforslaget kun løser en del af problemet.

Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund, er positiv over for forslaget. Det samme er Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede. Det siger de til Berlingske.