Så mange spiller fodbold på banerne i din kommune

Der er stor forskel på, hvor meget tryk der er på fodboldbanerne rundt om i de fynske kommuner. Det gælder især, når man kigger separat på kunstgræsbanerne.

Især hvis man kigger på brugen af kunstgræsbaner, står det hurtigt klart, at der er meget store forskelle fra kommune til kommune.

- Hvis man som kommune er visionær omkring sport, idræt og bevægelse for borgerne, er investeringer i kunstgræsbaner et oplagt område at rette fokus og økonomi mod. De steder, hvor der allerede er etableret kunstgræsbaner, oplever vi nemlig stor aktivitet på alle tider af døgnet. Det omfatter både klubbens egne medlemmer, naboklubber, skoler og institutioner. Kunstgræsbanerne giver området et facilitetsløft, som er med til at gøre fodbolden attraktiv for flere, siger DBU Fyns formand Bjarne Christensen.

Nyborg har investeret mest

DBU Fyn har lavet en opgørelse, der viser, hvor meget de fynske kommuner har brugt på drift af eksisterende idrætsanlæg og på investeringer i nye anlæg. Her ligger Nyborg Kommune i toppen. Middelfart Kommune, derimod, skraber bunden, og har kun brugt knap 30 kroner per borger på nye anlæg. Til sammenligning har Nyborg Kommune brugt over 600 kroner. 

Så mange kunstgræsbaner findes i de fynske kommuner. Kilde: DBU Fyn
Så mange kunstgræsbaner findes i de fynske kommuner. Kilde: DBU Fyn

Men Middelfart er på vej til at etablere endnu en kunstgræsbane i Christian Eriksens barndomsklub MG & BK.

- Vi har behovet for en bane mere, og vi er faktisk i gang med at etablere endnu en kunstgræsbane til den, vi har i forvejen, siger MG & BKs formand Claus Hansen, og tilføjer, at de gerne hører fra eventuelle sponsorer til anlægget af banen. 

- Vi har sparet nogle penge sammen og betaler selv 2.030.000 kroner. Middelfart Kommune har givet et tilskud på 760.000 kroner, men vi mangler stadig en million kroner. Så hvis der er nogen fra erhvervslivet, der har lyst til at hjælpe til, er de velkommen til at ringe til mig.

Kunstgræs skaber aktive borgere

Og det kan være en god investering for kommunerne at etablere flere kunstgræsbaner, så flere borgere får mulighed for at være aktive, mener DBU Fyns formand.

- Generelt glæder jeg mig over, at de fleste fynske kommuner ligger bedre end landsgennemsnittet i forhold til plads på kunstgræsbanerne, men potentialet er til endnu mere. Kunstgræsset giver nemlig fodboldklubberne og deres medlemmer helt andre muligheder for at dyrke udefodbold som en helårssport. Det betyder flere aktive fodboldspillere i længere perioder af året. Det må også være i kommunernes interesse, så borgerne forbliver aktive i fodboldklubben - også i de kolde og lidt mørke måneder. Det holder kommunens borgere aktive i en bevist sundhedsfremmende motionsform, siger Bjarne Christensen.

Det er Claus Hansen fra MG & BK enig i.

- Jeg bakker Bjarne (Christensen, red.) helt op. Det gør jo, at udendørs fodbold bliver en helårssport, hvilket gavner sundheden. Men det løfter også det tekniske niveau, fordi spillet udenfor går hurtigere, siger Claus Hansen.

Claus Hansen siger, at man begynder arbejdet med den nye kunstgræsbane i januar, og han håber, at den kan stå færdig til april næste år.

Oversigt

    Oversigt