Sådan bliver vejret på valgdagen

Selv hvis køerne til valgstederne skulle blive lidt lange, behøver fynboerne ikke væbne sig med paraplyer og regntøj. Valgdagen holder tør, men bliver køligere end de foregående dage.

Der venter Fyn endnu en gråvejrsdag i rækken, og vi har efterhånden vænnet os til det efter mange dage med overskyet vejr.

Det betyder til gengæld, at det eneste fynboerne skal have med, når de skal stemme er deres valgkort og en portion tålmodighed - paraply og regntøj kan de lade blive hjemme.

Til gengæld dykker temperaturerne en smule og havner på bare fire til syv graders varme.

- Det er lidt koldere, end vi har været vant til, og det vil man nok også kunne mærke, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt. 

Ingen glimmer i vejrudsigten

Vejret tirsdag bliver af meteorologer kaldt "nul vejr", fordi der hverken er nedbør, sol eller særlig meget vind, der piffer vejrudsigten op.

- Jeg kan så afsløre, at tirsdag bliver den sidste i rækken med sådan rigtig overskyet vejr, hvor der nærmest ikke sker noget, fortæller Sebastian Pelt.

Allerede onsdag passerer et lavtryk med vind fra vest tæt forbi Danmark, og det giver regnvejr og blæst i perioder. Især torsdag kan der blive brug for overtøj, der kan klare en vis mængde regn.

Til gengæld bliver temperaturerne også betydeligt højere, end vi vil mærke tirsdag.

Omvendt ser fredag mild ud, og natten til fredag vil temperaturerne ikke komme under ti grader, hvor det er koldest.

Oversigt

    Oversigt