Sådan får du plads: Kirkerne juleopruster med klapstole og online tilmelding

For at skabe plads til alle vil der på grund af corona være ekstraordinær mange julegudstjenester i år. Mange fynske kirker har dog måtte ty til alternative metoder for at få gennemført de populære julegudstjenester.

Vil du gerne have en plads i Paarup Kirke juleaftensdag, skal du finde computeren frem.

I Paarup Kirke har man nemlig indført online tilmelding til gudstjenesterne. Det er dog også muligt at ringe til kirken og høre, om der er plads.

Det er blot nogle af de tiltag, man har indført i de fynske kirker under julen grundet corona.

Sådan gør din kirke juleaften

Lene Sørensen Placatka, der er sognepræst i Paarup Kirke, skal afholde to gudstjenester juleaftensdag. Og hun glæder sig over de nye tiltag.

- Det er en måde at søge sammen på. Så det er afgørende, at vi kan mødes i julen på trods af det hele. Det ville være et mærkeligt signal at sende, hvis vi ikke afholdte noget. Vi gør det her på en forsvarlig måde. Vi mister for meget, hvis vi slet ikke kommer til at mødes, siger Lene Sørensen Placatka.

Håber ikke på lang ventetid

Paarup Kirke har valgt metoden med tilmelding på grund af, at det kan være med til at danne et overblik. Hvis personer gerne vil i kirke juleaftensdag, så kan de orientere sig om situationen på den måde.

- Vi har valgt at gøre det af den grund, at hvis nu folk tror, at der ikke er plads til dem, så kan de finde ud af det på den her måde. Det er for at sikre et vist fremmøde, forklarer Lene Sørensen Placatka og fortsætter:

- Men jeg håber ikke, at man skal være i kø så længe. Man kommer til at ringe eller gøre det elektronisk. Men man kan først melde sig til 14 dage før, da folk kan nå at blive syge i mellemtiden. Men det er klart, at det er et spørgsmål om at være hurtigt ude.

Salmesange kan blive en smittespreder

Et af de store spørgsmål, som de fynske kirker har taget stilling til, er, om de fremmødte i kirkerne, skal synge med på julesalmerne.

Sang kan nemlig være med til at sprede coronavirus. En problemstilling, man i Ringe Kirke har rykket udenfor.

- Vi kan stadig godt synge med på salmerne. Vi holder to meters afstand, og så rykker vi folk udenfor i præstegården, siger Lene Kjær Andersen, der er sognepræst i Ringe Kirke.

150 klapstole bliver sat op i præstegården med den anbefalede afstand. Det bliver en kølig julegudstjeneste, men det glæder alligevel Lene Kjær Andersen.

- Det er selvfølgelig ikke det samme antal, vi plejer at have. Men det er bare sådan, verden er lige nu. Alternativet er værre, hvis vi slet ikke skulle holde noget, siger Lene Kjær Andersen.

- Folk ville være kede af ikke at komme i kirke i juleaften.

Børnene får en digital julekalender

En anden udfordring, kirkerne har kigget på, er, hvordan skolerne og andre institutioner kan benytte sig af kirken uden at være der fysisk.

I Ringe Kirke har man håndteret det problem med en digital julekalender. I 24 afsnit kan børn og unge følge med i julekalenderen, der indeholder en fortælling samt dagens sang, som er tekstet, så den kan bruges til fællessang.

På trods af at julekalenderen er lavet til børnene, formår den at ramme et bredt publikum, fortæller Lene Kjær Andersen.

- Jeg kan da se, at mange voksne også følger med. Vi har gjort det, fordi vi ikke kan have skoler, børnehaver og andre institutioner i december. Og derfor har vi lavet julekalenderen, og der er mange, der følger med, siger Lene Kjær Andersen.

I julekalenderen er der optagelser fra kirkens tårn, fra kirkegården med grandækning og fra præstens køkken, hvor småkagerne luner sig i ovnen.

Oversigt

    Oversigt