I det fynske folks tjeneste

Sådan håndterer Fynbus opfordringer fra regeringen: - Vær fleksible

Onsdag morgen er myldretiden ikke som den plejer for Fynbus. Chaufførerne er nemlig blevet bedt om kun at medtage halvdelen af de passagerer, der kan være i bussen.

Passagerer kan se frem til problemer i myldretiden onsdag morgen. Foto: Ole Holbech

Hvis din bus suser halvtom forbi dig på dit stoppested i myldretrafikken onsdag morgen, må du ikke blive forskrækket. Fynbus’ chauffører er nemlig blevet bedt om kun at medtage halvdelen af de passagerer, bussen normalt kan rumme.

- Vi har valgt at sige, at det svarer til, at alle sæderne er fyldte, og at der er få, der står op, fortæller direktør for Fynbus Carsten Hyldborg Jensen.

Tirsdag meldte regeringen ud, at den kollektive transport nu skal give en hånd med til at bremse coronasmitten, og derfor skal en række tiltag nu udrulles i de offentlige transportmidler. Det er det, Fynbus nu retter sig efter.

- Det er ikke rart for den kollektive trafik, men det er især ikke rart for de kunder, der får vanskeligt ved at nå frem til tiden, fortæller Carsten Hyldborg Jensen.

Ifølge direktøren har busselskabet ikke mulighed for at indsætte ekstra busser, og derfor må passagererne altså væbne sig med tålmodighed.

 - Vi vil gerne opfordre folk, arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner til at være fleksible. Det er jo en ekstraordinær situation, der rammer mange i samfundet, og det rammer desværre også de forbikørte, siger han.

Læs også Fynbus om myndighedernes nye tiltag: - Vi er nødt til at handle hurtigt

Ingen rejsetidsgaranti

Hvis uheldet skulle være ude, er der ikke meget andet at gøre end at vente. Det fortæller Fynbus.

- Hvis bussen er forsinket eller den kører forbi, fordi den er for fuld, så vil kunderne normalt kunne bestille en taxa på vores regning. Det kan vi desværre ikke tilbyde i vores situation, siger direktøren.

Han beder passagererne om at undersøge deres muligheder.

- Det er jo ikke sådan at man ikke kan komme frem, man kommer nok bare ikke frem til tiden. Derfor kan man måske undersøge, hvor fleksibel man kan være, siger han.

Ifølge direktøren vil kapacitetsproblemerne formentligt vil være størst i bybusserne i Odense, i de regionale busser, der kører bybuskørsel i Odense og busser til uddannelsesinstitutioner.

- Der er behov for, at der bredt set er forståelse for situationen, og det er også den udmelding statsministeren kom med. Der er ikke nogen, der er herrer over det her, og det er vi desværre heller ikke, afslutter Carsten Hyldborg Jensen.

Læs også Myndigheder tilbageholder fynske corona-tal