Samme antal fyrværkeriskader

Fyrværkeri nytårsnat 2009 - 2010 har resulteret i 22 skader på Fyn. Det svarer til sidste års lave niveau; men det ser ud til, at flere af skaderne er alvorlige. 

Ved middagstid fredag efter nytår havde 22 fynboer henvendt sig på skadestuerne i Odense og Svendborg med skader på grund af fyrværkeri.

Det er stort set samme antal som nytåret 2008 - 2009, som var det laveste siden man begyndte at lave opgørelserne i 1995.

Der oplyser overlæge Jens Lauritsen, Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital.

Til gengæld ser 13 af skaderne ud til at være alvorlige, og det er flere end tidligere.

Jens Lauritsen understreger dog, at der går et par dage, inden man kan fastslå helt sikkert hvor alvorlige skaderne er.

Seks af skaderne er indløbet på skadestuen i Svendborg, mens 16 er indløbet på OUH.

Hertil kommer tre svære skader fra Sjælland og Jylland - alle tre på grund af ulovlige kanonslag, som ogsåm kostede fire fynboer i alderen 20 til 30 år skader.

- Det viser noget om, hvor farlige kanonslag kan være, siger Jens Lauritsen.

En anden stor skadevolder er de såkaldte batterier, som er skyld i seks skader, heraf tre alvorlige.

Skadestuerne havde generelt en travl nat med 84 patienter som følge af fyrværkeri eller vold.

Efterlyser fotos

Ulykkes Analyse Gruppen oplever at en del skader er opstået, selvom fyrværkeriet var lovligt og blev håndteret korrekt.

- Det bør kunne undgås med en ordentlig konstruktion af fyrværkeriet siger overlæge Jens Lauritsen, Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH. 

Derfor beder ulykkesanalysegruppen folk om at sende billeder af for eksempel batterier, der væltede under affyringen.

Det skal gerne kunne ses, hvilket mærke og hvilken type fyrværkeri, der er tale om.

Det såkaldte SIK nummer skal helst fremgå, også selvom det er delvist brændt, og man må gerne skrive en historie om, hvordan fyrværkeriet blev antændt og placeret.

Alle, der henvender sig vil blive kontaktet pr. mail eller telefon, hvis de opgiver returmail eller telefonnummer. Begge dele behandles fortroligt.

Fotos og historier kan sendes til Ulykkes Analyse Gruppen på uag@ouh.regionsyddanmark.dk

Om Ulykkes Analyse Gruppen

Oversigt

    Oversigt