Satte ild til hus og mødte op hos politiet

En mand blev lørdag eftermiddag anholdt, da han troppede op på Odense Politigård for at brokke sig over diverse sager. Politiet ledte nemlig efter manden, der lørdag formiddag havde sat ild til et hus i skurbyen i det vestlige Odense.

Manden var lørdag formiddag blev smidt ud af et af husene i skurbyen på Kløvermosevej, hvor han havde drukket øl med nogle bekendte. På et tidspunkt blev de andre sure på manden og bad ham om at forlade skuret. Det ville han ikke finde sig i, og han truede med "at brænde hytten" af.

Spærrede døren og tændte ild

Og manden gjorde faktisk alvor af sine trusler. I hvert fald fandt han en stol, som han spærrede døren til skuret med, hvorefter han satte ild til nogle klude på stedet.

Heldigvis opdagede et vidne flammerne, og ilden blev slukket, inden skuret brød i brand.

Nem anholdelse

Da manden i forvejen var kendt af politiet, vidste de hvem de skulle lede efter, men eftersøgningen blev kort, for ved 15-tiden lørdag eftermiddag troppede manden altså selv op på stationen med et andet ærinde.

- Det var jo som at stjæle slik fra børn, udtaler vagtchefen om anholdelsen.

Manden bliver formentlig fremstillet i grundlovsforhør søndag.

Strafferammen for ildspåsættelse af den kaliber er op til seks års fængsel.

Oversigt

    Oversigt