SDU-forsker gør vigtig opdagelse

En forsker ved Syddansk Universitet har været med til at finde ud af, at medicin mod skizofreni kan gøre resistente bakterier følsomme overfor antibiotika igen.

En dansk forskergruppe, som postdoc fra Syddansk Universitet, Oliver Hendricks, er med i, har udviklet midlet JEK47 udfra medicin, som traditionelt bruges til at behandle skizofreni, skriver videnskab.dk.

Man har længe vidst, at psykofarmaka har en antibiotisk effekt.

Den effekt har forskergruppen adskilt fra resten af lægemidlet og fået et produkt, som kan gøre resistente bakterier følsomme igen.

Dermed bliver det muligt at behandle folk, der får hidtil uhelbredelige infektioner som stafylokokker, tuberkulose eller salmonella.

Ødelægger bakteriernes "pumper"

Populært sagt er de resistente bakterier forsynet med "pumper", der pumper almindelig antibiotika ud af bakterien, inden det når at virke.

Det ny lægemiddel, JEK47, hindrer "pumperne" i at virke korrekt, så antibiotika kan trænge ind i bakterierne.

Næsten uden bivirkninger

Forskerne har fjernet de fleste af de alvorlige bivirkninger, psykofarmaka er kendt for.

- Vi har fjernet den del af stoffet,der påvirker hjernen. Dermed har vi også fjernet 80 - 85% af bivirkningerne, siger Oliver Hendricks til videnskab.dk.

Midlet er testet på bakterier, dyr og mennesker og forskerne har fornylig fået patent på JEK47.

Midlet er godkendt til behandling mod resistente bakterier i Europa.

Oliver Hendricks håber at JEK47 kan være på markedet om et til to år.

Oversigt

    Oversigt