Berlingske Tidende har fået aktindsigt i SDUs indberetninger og kan fortælle, at den mistænkelige adfærd primært bestod i at personerne havde ingen eller meget lidt studieaktivitet på universitetet.
En af personerne havde et længere ophold i Pakistan og opgav en kiosk i København som hjemmeadresse.
En havde opgivet et universitet som hjemmeadresse, der var stavefel i nogle dokumenter og en officiel email til et referencested var en hotmail.
- Vi mener, at vi med en vis ret kan spørge, om disse personer er kommet hertil for at studere, siger rektor på SDU Jens Oddershede.
Kan ikke lide fremgangsmåde
SDU har ikke fået den mail, som PET har sendt til andre universiteter, hvor de beder om at få navne på iranske studerende.
Den fremgangsmåde bryder Jens Oddershede - ligesom andre rektorer - sig ikke om.
- Nationalitet bør ikke automatisk føre til mistænkeliggørelse, siger han til Berlingske Tidende.
Han mener, at hans egne indberetninger er en anden sag, fordi det skete på grund af mistænkelig adfærd.