Se billederne: Beredskab Fyn arbejder mod tiden - stormsikring inden mørkets frembrud

Beredskab Fyn har indkaldt ekstra mandskab for at sikre Fyn mod de store vandmasser, der forventes at skylle ind over kystbyerne nytårsdag.

Vandstanden forventes flere steder at stige 160 centimeter over normal vandstand i dagene omkring den 1. og 2. januar. Beredskab Fyn travlt med forberedelserne, inden stormfloden rammer - den må nemlig ikke gå ud over det almindelige brandberedskab.

Derfor har operativ leder fra Beredskab Fyn, Frank Praefke, indkaldt 20 ekstra mand fra det frivillige beredskab.

- Det påvirker ikke vores daglige beredskab. Vi har kaldt det frivillige støttende beredskab ind til forberedelserne inden stormfloden, fortæller Frank Praefke til TV 2/Fyn.

Størst risiko for stormflod

Blandt andet skal de frivillige nå at fylde såkaldte water tubes op med vand på havnen i Kerteminde (se billeder fra arbejdet i billedserien over artiklen), inden det bliver mørkt. Her er der lige nu størst risiko for stormflod, og de tonstunge slanger skal holde vandet væk fra byen.

- De er ikke til at flytte bagefter, for de er temmelig tunge. Det sikrer, at bølgerne ikke kan flytte dem, forklarer Frank Praefke.

I alt lagde Frank Praefke og hans mandskab omkring 200 meter water tubes ud på havnen i Kerteminde.

Operativ leder ved Beredskab Fyn, Frank Praefke, forklarer, hvordan en water tube fungerer.
Fotograf: Masoud Jafari Pouia

- Vi vil gerne gøre det nu, hvor det er lyst, så vi kan frigive vores mandskab til andre situationer. Vi kan ikke styre vinden og vejret, så det kan være det pludselig viser sig at være aktuelt at lægge water tubes ud andre steder på Fyn også, siger den operative leder. 

Beredskab Fyn blev for tre døgn siden varslet om de høje vandstande, og har forberedt sig lige siden. Blandt andet er der i samtlige fynske kommuner uddelt sand og sandsække.

Vandstanden forventes ifølge Beredskab Fyn at stå på sit højeste 2. januar omkring klokken ni om morgenen ved Nordfyn. 

Oversigt

    Oversigt