Se de store forskelle: Så meget koster en vuggestueplads på Fyn

Der er store forskelle på, hvor meget fynske forældre betaler for en vuggestueplads i de to forskellige fynske kommuner. Få det store overblik her.

Der er næsten 15.000 kroner til forskel på en vuggestueplads i Fyns henholdsvis dyreste og billigste kommune.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik ifølge tv2.dk.

Fyns dyreste vuggestuepladser ligger i Svendborg, hvor man som forælder skal betale 43.043 kroner årligt for en plads. Inkluderet i prisen er 7.590 kroner, der går til frokostordning.

Og tager man færgen fra netop Svendborg og sejler i en god times tid mod sydvest, rammer man ind i øen med Fyns billigste vuggestuer. På Ærø koster en plads 28.292 kroner inklusiv frokost.

Større forskelle på landsplan

Hvis man tager de nationale briller på, bliver forskellene endnu større.

I gennemsnit koster en vuggestueplads i de fem dyreste kommuner 45.493 kroner, mens en plads i de fem billigste kommuner i gennemsnit koster 27.420 kroner. Det giver en forskel på 18.073 kroner om året.

Ifølge næstformand Louise Gjervig Lehn i Forældrenes Landsforening, FOLA, er det langt fra sundt med så store forskelle landet over, hvad angår prisen for en vuggestueplads.

- Vores bekymring er også prisforskellen, men det handler faktisk mest om, at det jo ikke er gennemsigtigt for forældrene, hvilken kvalitet de får i forhold til prisen, de skal betale, siger næstformanden til tv2.dk.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt