Se kortet: Her kan du komme gratis med færgen til sommer

For andet år i træk har Folketinget besluttet, at en lang række færgeruter kan gøres gratis for passagerne henover sommeren. Her får du overblikket over de gratis ruter i det fynske område.

Tusindvis af danskere tog sidste år imod tilbuddet om at kunne rejse gratis med en af de mange indenrigs færgeruter i Danmark. 

Igen i år bliver det en mulighed at tage på ø-ferie uden at skulle tænke på, hvad overfarten koster.

Af de 53 ruter, der sidste år var med i ordningen, hørte hele ti af dem til i det Sydfynske Øhav, og det er endnu engang her, at broderparten af de fynske gratisruter hører til. 

Færgerne er gratis for passagerne, fordi et bredt flertal i Folketinget i juni besluttede at afsætte 1,6 milliarder kroner til en erhvervs- og sommerpakke, hvori de gratis færger indgår. 

Endelig godkendelse 30. juni

I modsætning til sidste år har operatørerne af færgerne i år fået muligheden for selv at bestemme, hvilke afgange der skal være gratis. Det sker for at undgå, at færgerne bliver så fyldte, at øboerne ikke selv kan komme med. 

23. juni var fristen for operatørerne til at søge om at komme med i ordningen, og 30. juni meddeler Trafikstyrelsen endeligt de ruter, som er med i ordningen.

Ordningen gælder for gående, cyklister og biler med handicapparkeringskort inklusive to personer. Hvis man skal have bilen med, skal man altså stadig have tegnebogen frem. 

Ansætter flere for at følge med

En af de mest populære ture sidste år var turen med Ærøfærgerne mellem Svendborg og Ærøskøbing. 

Hele 180.000 passagerer tog turen i løbet af juli sidste år, hvilket var rekord.

Derfor er man også allerede nu begyndt på forberedelserne, selvom det først er 30. juni, man uigenkaldeligt ved, om man er købt eller solgt. 

- Vi er nødt til at sætte mere mandskab på. Vi putter én ekstra ansat på i 12 timer på fire skibe, så det vil sige ansætter seks til otte nye til den her periode, siger Keld Møller, der er direktør for Ærøfærgerne. 

På Ærø har man valgt, at det er mandage til torsdage, at det er gratis at tage færgen. Det gør man for bedre at kunne følge med efterspørgslen, fortæller direktøren. 

- Der havde været flere med, hvis det var i weekenderne, men det vi fik i juli sidste år kan vi så fordele på tre måneder den her gang, siger han.  


Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt