Alma og Alfred har indtaget toppen af listerne, når det kommer til populære navne til henholdsvis nyfødte piger og drenge. Men navnetendenserne er ikke helt de samme på Fyn som på landsplan.
Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.
På Fyn må Alma nemlig dele førstepladsen med Agnes, der har været lige så stor en favorit. Alfred er dog lige så populær blandt fynboerne som i resten af landet.
Ved begge køn ser topfem anderledes ud end på landsplan. Blandt andet er navnene Anna og Valdemar mere brugt på Fyn end i resten af Danmark.
De mest populære navne på Fyn i 2020
Pigenavn | Antal | Drengenavn | Antal | |||
---|---|---|---|---|---|---|
1 | Agnes | 47 | 1 | Alfred | 48 | |
Alma | 47 | 2 | Valdemar | 47 | ||
3 | Karla | 43 | 3 | William | 46 | |
4 | Anna | 42 | 4 | Oscar | 45 | |
5 | Emma | 37 | 5 | August | 40 | |
Karl | 40 |
Gamle kendinge ryger ud af top-50
De tidligere så populære navne Mads, Mikkel og Mathias, som forældre i 1990'erne og starten af 00'erne sværgede til, er gået kraftig tilbage, viser de nye tal.
I 2020 er de tre røget helt ud af top-50-listen over navne blandt nyfødte drenge.
Mikkel begyndte at stige i popularitet fra slutningen af 1980'erne og havde sine velmagtsdage i 1996, hvor 1257 nyfødte drenge fik navnet.
Samme historie kan fortælles om Mathias, som toppede samme år med 1247 nyfødte, der fik navnet.
For Mads steg populariteten helt frem til 1999, hvor 1137 nyfødte fik navnet.
For alle tre navne gør det sig gældende, at populariteten blandt forældrene har været støt nedadgående siden slutningen af 1990'erne.
I 2020 var der for eksempel kun 151, som fik navnet Mikkel, hvilket er stort set samme billede for Mads med 139 og Mathias med 124.
Går efter oldeforældres navne
Når forældre vælger navne, går de typisk efter navne, som var populære for tre generationer siden - hos de nybagte forældres oldeforældre.
Det fortæller Birgit Eggert, der er lektor i navneforskning ved Københavns Universitet.
De mest populære navne i 2020 på landsplan
Pigenavn | Antal | Drengenavn | Antal | |||
---|---|---|---|---|---|---|
1 | Alma | 514 | 1 | Alfred | 520 | |
2 | Agnes | 456 | 2 | Oscar | 516 | |
3 | Ella | 448 | 3 | Carl | 503 | |
4 | Freja | 439 | 4 | Noah | 503 | |
5 | Clara | 432 | 5 | William | 497 | |
6 | Emma | 432 | 6 | Oliver | 463 | |
7 | Sofia | 423 | 7 | Aksel | 454 | |
8 | Karla | 398 | 8 | Arthur | 453 | |
9 | Anna | 375 | 9 | Valdemar | 432 | |
10 | Ellie | 363 | 10 | Lucas | 429 |
Når Mikkel, Mads og Mathias er røget ud af top-50 over de mest populære drengenavne, skyldes det netop det forhold.
- Det er navne, som har været populære navne længe. Så længe at de første i den popularitetsbølge, der har fået de navne, er begyndt at blive forældre nu.
- Og så dur navnene ikke til babyer. Man kan sige, at navne på et tidspunkt er brugt, når de har været populære i 20 til 30 år. Så skal der nyt til, siger Birgit Eggert.
Nye navne i top
Hos pigerne er Eva og Mynte sidste år røget ud af top-50 over de mest populære navne blandt nyfødte.
Begge navne har dog været stigende i popularitet fra starten af 2000'erne, men er de seneste år gået marginalt tilbage.
De mest populære drengenavne i 2020 er Alfred, Oscar, Carl, Noah og William. Det er første gang, at Alfred topper listen.
For pigerne ligger Alma for første gang i top efterfulgt af Agnes, Ella, Freja og Clara.