Juletræer blev tændt hemmeligt i ti fynske byer

I al hemmelighed var ti fynske byer gået sammen om at tænde byernes juletræer fredag eftermiddag. Forsamlingsforbuddet bød, at træerne blev tændt uden publikum.

- Dette er det mest usædvanlige projekt, som jeg har været med til. For det har indtil dette øjeblik været tophemmeligt, og vi plejer ellers at slå højt på tromme for vores events, så fynboerne kan komme myldrende. Men i år er intet som det plejer.

Sådan siger Signe Ryge fra TV 2 Fyn Event, der denne fredag eftermiddag står på et nærmest mennesketomt Flakhaven i Odense midt mellem årets juletræ og et julepyntet rådhus. 

Men hun står derinde af en særlig grund. For lige nu tændes juletræer i flere fynske byer i et - indtil nu - helt hemmeligt julesamarbejde mellem ti fynske byer og TV 2 Fyn Event. 

DEN STORE FYNSKE JULETRÆSTÆNDING

I den næste time sender vi de traditionsrige juletræstændinger direkte hjem til dig i din stue. Vi skal forbi ni forskellige byer, hvor TV 2 Fyns reportere står klar med vidt forskellige julegæster.

Vi får blandt andre fint besøg af Jim Lyngvild og lysets engel, sangerinde Kirsten Siggard og fem af Fyns borgmestre. Og i år rejser julemanden hurtigt, for han er naturligvis også med fra hver by. 

Alt du skal gøre er at finde din telefon frem og trykke play i videoen øverst eller gå ind på vores facebookside og se med, så vi sammen kan markere den gamle tradition og julens komme.

På grund af forsamlingsforbuddet opfordrer vi til at se med hjemmefra og ikke møde op i byerne. 

En fynsk julehemmelighed 

Det er efterhånden en gammel tradition, at de store juletræer rundt omkring på de fynske torve bliver tændt og markerer julens komme. For de forretningsdrivende er det en mærkedag, der flere steder tiltrækker tusindvis af handlende til centrum, men i år bliver det helt anderledes. 

For city-, erhvervs- og handelsstandsforeninger, som normalt håber på hundredvis, ja nogle steder tusindvis af juleglade gæster, når byernes store juletræer tændes, har arbejdet i ugevis på det store fynske samarbejde, der måske er Fyns største jule-event. 

- Fordi der er så mange tradtioner, der aflyses, synes jeg, at det er endnu vigtigere at holde fast i traditioner og at skabe et fælles fynsk fodslag i denne mørke tid, siger Signe Pardorf, der er bylivs- og erhvervskoordinator for foreningen Vores Faaborg og Egn. 

Overalt på Fyn har de holdt på hemmeligheden i næsten to måneder.

Fra tusinder til nul i Odense

Meget mere end juletræstænding

Idéen om en hemmelig, digital juletræstænding udsprang i Odense, hvor mange tusinde mennesker plejer at stimle sammen for at se byens enorme juletræ lyse Flakhaven og rådhuset op. 

Allerede i slutningen af sommeren stod det klart, at Odense Cityforening for første gang i 30 år ikke kunne invitere lokale til at overvære årets juletræstænding.

Derfor måtte der tænkes i nye juletraditioner. 

- Vi vil rigtig gerne holde fast i vores enormt stærke tradition i Odense om at tænde lyset på byens juletræ. Men i år er det ganske enkelt ikke muligt, og derfor er vi glade for, at TV 2 Fyn er med på at sende traditionen hjem til fynboernes stuer. Når træet er tændt, kan fynboerne komme ind og nyde byen og julelysene hver for sig, siger Peter Bøgholm, der er formand i Odense Cityforening og som glæder sig til at være en del af noget større. 

Når du læser dette, er det altså for sent at drage mod Flakhaven for at se træet blive tændt. Det sker i år helt uden publikum, men til gengæld for rullende kameraer.

Hvid jul i Rudkøbing

Og sådan bliver det også på Langeland, hvor formand for Kim Behnfeldt og resten af Rudkøbing Handelstandsforening har skruet gevaldigt op for kreativiteten og blandt andet investeret i en snekanon i dagens anledning. Der er simpelthen garanti for hvid jul på Langeland i år og så allerede i november.

- Normalt laver vi en masse aktiviteter, der samler mennesker, og det kan vi ikke nu. Men vi har stadig en hyggelig gammel by med flot julelys og snegaranti omkring juletræet, så vi håber, at langelænderne kigger forbi lidt ad gangen i Rudkøbing, siger formanden. 

I Rudkøbing kommer de også til at markere, at byen er fødested for selveste H.C. Ørsted, der blev verdensberømt, da han opdagede elektromagnetisme. I dag vil de i Rudkøbing hylde ham ved at forsøge at tænde et juletræ ved hjælp af netop elektromagnetisme. Om det lykkes, må du selv se med for at finde ud af.

Stadig hemmeligt

Vi sender live fra Den Store Fynske Juletræstænding mellem 17.00 og 18.00 i dag. På Flakhaven i Odense har Signe Ryge julegæster, og så sender hun ud til de ti fynske byer, når de tænder byens juletræ. 

Se her, hvor mange mennesker, der var med i 2018, da juletræet tændtes på Flakhaven:

Hvilke byer, der er med i Den Store Fynske Juletræstænding, må du følge med i livesendingen for at se. Men de glæder sig derude - og håber, du bliver indenfor i varmen, så ingen kommer på kant med corona-reglerne. 

Har du lyst til at tænde dine egne julelys, mens du ser med og mærker julestemningen brede sig, er du velkommen til at deltage i Den Store Fynske Juletræstænding på Instagram. Del dit billede med #julelysoverfyn og lad os se alle de smukke, fynske julelys sprede håb og glæde i en kold tid.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt