Businessredaktør på TV 2 Fyn, Ole Frank Rasmussen, har lavet et eksperiment. Han har taget udgangspunkt i en undersøgelse om ældre på arbejdsmarkedet, og så har han skruet to forskellige tv-indslag sammen. Ét, der anskuer historien fra en konstruktiv vinkel og et, der er mere "klassisk journalistisk" med fokus på det problematiske. Begge historier er korrekte og - håber businessredaktøren - seværdige.
Konstruktiv journalistik
En genre indenfor journalistikken, der har som mål at fortælle mere nuancerede nyheder, pege på løsninger og involvere brugerne.
Læs om TV 2 Fyns arbejde med konstruktiv journalistik her.
De to historier kommer til at indgå i debatten, som finder sted i TV 2 Fyns studie og live på Facebook søndag klokken 15 til 16.
Her vil Ulrik Haagerup, grundlægger af og direktør for Constructive Institute i Aarhus, diskutere med Asger Juhl, journalist, direktør for Kontoret Juhl og vært på Den Uafhængige.
Debatten er samtidig startskuddet til en række konstruktive kampagner, som vil præge tv-fladen og de digitale platforme på TV 2 Fyn i de kommende uger og måneder.
For og imod
Hvor Ulrik Haagerup har dedikeret sit professionelle liv til at udbrede den konstruktive journalistik både i Danmark og internationalt, er Asger Juhl noget mere kritisk.
For et år siden skrev han følgende i et debatindlæg i Politiken:
"Jeg har altid ment, at kritisk journalistik, kritiske interviews og ubehagelige afsløringer er den mest konstruktive form for journalistik. Ofte fremføres det, at konstruktiv journalistik skal debattere løsninger i stedet for problemer. Det lyder fint, men det er en falsk præmis, at den traditionelle journalistik ikke debatterer løsninger".
Katja Damkier Hansen, der til dagligt er vært på TV 2 News, skal styre debatten, og hun inviterer også til, at brugerne på både Facebook og Twitter blander sig, kommenterer og stiller spørgsmål.
Live debat på Facebook
Hvad: Debat om konstruktiv journalistik med Asger Juhl og Ulrik Haagerup.
Hvor: TV 2 Fyns Facebookside
Hvornår: 1. november klokken 15-16