Se pressemødet: For ét år siden blev landet lukket, og folk tog i Bilka

Den 11. marts 2020 blev landet lukket ned af statsministeren, og danskerne blev bedt om ikke at hamstre dagligvarer. Kort efter var der lang kø i Bilka.

- Det, jeg vil sige i aften, kommer til at få store konsekvenser for alle danskere.

quote Der er ingen grund til at hamstre hverken rugbrød eller toiletpapir

Mette Frederiksen, 11. marts 2020

Sådan lød det for præcis ét år siden i dag, da statsminister Mette Frederiksen (S) indledte et historisk pressemøde i spejlsalen på Christiansborg.

- Det er myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned i en periode. Vi anlægger med andre ord et forsigtighedsprincip, sagde Mette Frederiksen.

Derefter opremsede hun en række restriktioner.

Alle elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner blev sendt hjem. Skoler og børnehaver, fritidstilbud og kulturinstitutioner blev lukket fra den kommende mandag i foreløbigt to uger. Offentligt ansatte blev sendt hjem, og private arbejdsgivere blev opfordret til også at sende deres medarbejdere hjem.

Kaos i Bilka

Supermarkeder kunne fortsat holde åbent, men statsministeren opfordrede undervejs til, at danskerne ikke hamstrede varer.

- Jeg vil gerne understrege, at vi ikke står i en fødevarekrise. Der er ingen grund til at hamstre hverken rugbrød eller toiletpapir.

Samme aften blev flere butikker tømt for netop de varer, og der var lange køer i blandt andet Bilka i Odense, hvor flere også havde medbragt trailer til deres varer.

Herunder kan du læse nogle af de artikler, TV 2 Fyn udgav i forbindelse med pressemødet 11. marts 2020.

Se hele pressemødet herunder:

Se hele pressemødet fra Statsministeriet 11. marts 2020.