Seks fynske småbyer får penge til fællesskab

Seks fynske projekter har torsdag modtaget penge fra Nordea-fondens 'Her bor vi'-pulje. Pengene gives til projekter, der skaber aktive, lokale fællesskaber.

1.000.000 kroner.

Det er, hvad foreningen Udvikling Klintebjerg kan se frem til at få i støtte til et nyt fælleshus i den nordfynske landsby.

- Vi er i mål. Vi har alle pengene, og vi kan lave det fedeste fælleshus hernede. Vores foreninger behøver ikke at sidde hjemme i køkkenet og smide familien ind i stuen, når de skal holde et møde, siger Trine Wenckheim, formand for Udvikling Klintebjerg.

Huset skal bruges af lokale klubber, foreninger, skoler og børnehaver, og derudover håber folkene bag, at huset kan være med til at trække tilflyttere til området.

- Vi kommer på landkortet på en helt anden måde end tidligere, og det betyder også, at vi bliver et attraktivt område, siger Trine Wenckheim.

Seks fynske projekter

I alt seks fynske projekter har torsdag modtaget nyheden om, at deres lokale projekt vil modtage penge fra Nordea-fondens 'Her bor vi'-pulje.

- Det syder og bobler ude i de små bysamfund, og med dette økonomiske rygstød får de mange lokale ildsjæle ekstra mulighed for at sætte deres virketrang i spil til gavn for fællesskabet, siger Henrik Lehmann Andersen, som er direktør i Nordea-fonden, i en pressemeddelelse.

De seks projekter på Fyn

Tommeruppernes Lokalråd modtager 919.500 kroner, som skal bruges til at etablere et nyt rekreativt område i forbindelse med et anlæg til klimasikring.

Projektet skal blandt andet bestå af stier, opholdsarealer og en frokosthytte i forbindelse med nogle kunstige søer, der lige nu er ved at blive opført i byen.

- Når vi får sådan en stor pose penge, gør det virkelig, at det kan realiseres, siger Martin Winther-Gaasvig, som er formand for Tommeruppernes Lokalråd.

Ud over de to byer har projekter i Føns, Søby, Vissenbjerg og Fjerritslev fået mellem en halv og en hel million kroner.

Fakta om 'Her bor vi'-puljen

Oversigt

    Oversigt