Seksuel krænkende adfærd på fritidsjobbet: - Det var forfærdeligt at være der

En undersøgelse, Bemærk har lavet blandt 859 unge fynboer, viser, at halvdelen af de adspurgte har oplevet sexisme og seksuelt krænkende adfærd. Ud af dem har hver fjerde oplevet det på fritidsjobbet. En af dem er en 18-årig kvinde, der beskriver det som en forfærdelig tid på jobbet.

- Allerede første dag, han træder ind på jobbet, møder han mig med ordene 'hej søde', fortæller en 18-årig kvinde, som er anonym, om en ældre kollega og leder, der gjorde hende utilpas på fritidsjobbet.

quote Det personlige space blev brudt, det var langt over grænsen, og det var ikke sjovt

18-årig kvinde, anonym

- Med tiden blev han mere upassende. Han har spurgt, om jeg ville med hjem, og om jeg ville med ud at køre. Han spurgte, om jeg var til ældre mænd, og om jeg kunne finde på at være sammen med ham. Han fortalte, hvad han gjorde ved kvinder, når han havde sex med dem, og han kommenterede på, hvordan mit tøj sad, fortæller hun. 

Den 18-årige kvinde beskriver over for Bemærk også episoder i dagligdagen på arbejdspladsen, hvor hun passede sit arbejde og blev kontaktet af den ældre kollega og leder. 

En dag havde hun halskæder på, som fange mandens opmærksomhed. 

- Han tager sine fingre op mod mine halskæder og spørger, om de er ægte. Det, synes jeg, var vildt grænseoverskridende. Han rørte ved mig, og han havde et behov for at komme så tæt på mig. 

- Det personlige space blev brudt, det var langt over grænsen, og det var ikke sjovt. 

Unge er en udsat gruppe

En undersøgelse, som Bemærk har lavet blandt 859 fynske unge, viser, at oplevelser med sexisme og krænkende adfærd ikke kun er forbeholdt voksne i eksempelvis mediebranchen og på Christiansborg. 

Også på fritidsjobbet er unge udsat for seksuelt krænkende handlinger som eksempelvis kommentarer, sjofle bemærkninger, berøringer eller anden krænkende adfærd. 

Undersøgelsen viser, at halvdelen af de adspurgte har oplevet en krænkende adfærd. Ud af dem har hver fjerde unge fynbo mellem 15 og 25 år oplevet det på fritidsjobbet, og det er ifølge en ekspert på området ikke et overraskende resultat. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Unge er faktisk en ret udsat gruppe. De er i højrisiko for seksuel chikane sammenlignet med andre, siger Maj Britt Dahl Nielsen, seniorforsker på Statens Institut for Folkesundhed. 

Det passer i høj grad for den 18-årige kvinde, som Bemærk har talt med.

- Han fortalte mig en dag, at han på sin tidligere arbejdsplads havde været sammen med en på 17 år. Han var 30 år. Men min alder kunne passe perfekt til ham, så det spurgte han, om jeg var interesseret i, siger den 18-årige kvinde.

Hun fortalte ham, at hun ikke var interesseret. I stedet spurgte han, hvor gammel hendes mor var, fordi han både var til yngre og meget ældre kvinder, siger den 18-årige kvinde. 

Arbejdstilsynets definition på seksuel chikane 

Især ældre kollegaer og chefer står bag

Sexisme er defineret som en fordom eller diskrimination på baggrund af køn og er især blevet brugt som udtryk for nedvurdering af kvinder.

Når de unge skal sætte ord på, hvem der står bag den sexistiske adfærd på deres arbejde, er det især ældre kollegaer og chefer, der peges på.

Det er derfor noget, man som leder eller chef skal være meget opmærksom på, når man henvender sig til de unge ansatte på jobbet, påpeger Maj Britt Dahl Nielsen. 

- Man har et særligt ansvar, fordi man har den her magtposition på arbejdspladsen, og der kan det være meget, meget svært at sige fra som ung, siger seniorforskeren. 

Det er arbejdspladsernes ansvar at sørge for, at man har et trygt arbejdsmiljø. 

- Hvis man bare slår det hen som leder og griner lidt af det, fordi man ikke selv synes, det er slemt, kan man gøre det rigtig svært for den unge, der står og synes, at det var en rigtig svær og ubehagelig situation, siger Maj Britt Dahl Nielsen. 

Det var forfærdeligt

Den 18-årige kvinde, Bemærk har talt med, oplevede også, at det var en ældre kollega og leder, der stod bag den ubehagelige adfærd på hendes arbejdsplads.

- I og med han var voksen, var han automatisk over mig. Han var også leder, så han var højere i hierakiet end mig, siger hun. 

quote Unge er faktisk en ret udsat gruppe. De er i højrisiko for seksuel chikane sammenlignet med andre

Maj Britt Dahl Nielsen, seniorforsker, Statens Institut for Folkesundhed

Der kan være nogen, som hører din historie, som tænker, at du selv må have lagt op til noget af det. Hvad vil du sige til dem?

- Når han allerede første dag møder mig med tilgangen 'hej søde', er det over grænsen. Der får jeg et dårligt indtryk. Jeg har måske spillet med på den nogen gange. Når det gik over min grænse, sagde jeg også fra. Men lige præcis til ham, føler jeg altid, jeg har været påpasselig med, hvad jeg har sagt, fordi han kunne tolke det forkert eller bruge det mod mig.  

Har du på nogen måde været interesseret i ham? 

- Aldrig. Og jeg har også givet klart udtryk for, at han slet ikke var min type. 

Men den 18-årige kvinde var bevidst om, at der i hendes afdeling på jobbet var en anden tone, end i resten af huset. I starten tog hun sig ikke rigtigt af det, men med tiden blev det for personligt for hende. 

Men gav du udtryk for, hvordan du havde det med det i situationen, når det skete? 

- Jeg er ikke i tvivl, om han vidste det. Jeg er blevet så vred, at jeg er blevet rød i hovedet, hvor han kommenterede på det. Og der har jeg sagt, at han simpelthen ikke skal tale til mig. Jeg var så træt af det, og jeg kunne ikke holde det ud, og jeg syntes, det var forfærdeligt at være der. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 18-årige kvinde sagde altså fra over for manden og delte også oplevelserne med sine kollegaer. I sidste ende hun også med at sige op på arbejdspladsen.

- Hvis jeg ikke havde sagt det til nogen og var blevet bekræftet i, at det var forkert, havde jeg måske bare tænkt, at det måtte jeg finde mig i. Så jeg er glad for, jeg sagde det til nogen. 

Ifølge Bemærks undersøgelse er det ikke alle, der har modet til at sige fra, og dem, der gør det, oplever ofte, at det ingen konsekvenser får. 

49 procent af dem, der har oplevet krænkende adfærd på en arbejdsplads, har svaret, at det ingen konsekvens fik for den, der krænkede, når der blev sagt fra. 

Den 18-årige kvinde har ønsket at være anonym, men redaktionen er bekendt med hendes identitet.  

Oversigt

    Oversigt