SF-formanden vil tilbage til mærkesagerne

Annette Vilhelmsen vil tilbage til rødderne og styrke SF-profil på velfærd, socialpolitik, uddannelse og miljø.

SF's formand, Annette Vilhelmsen, vil nu tilbage til rødderne i partiet og går efter at profilere kerneværdier som velfærd, socialpolitik, uddannelse og miljø.

Den udmelding kommer erhvervs- og vækstministeren med i Berlingske søndag, efter hun i flere dage har været ude i et sandt stormvejr i medierne.

I sidste uge sagde Annette Vilhelmsen nemlig til Kjerteminde Avis, at de borgerlige partier og deres støtter i erhvervslivet har en interesse i, at det ikke skal lykkes for den røde regering.

Det vakte opmærksomhed og kritik, både i erhvervslivet og på Christiansborg. Nu ser det ud til, at Vilhelmsen forsøger at rette op på SF-skuden igen ved at slå bak.

- Som jeg ser det, skal vi være stærkere og mere præcise på velfærdsområdet. Jeg tænker blandt andet på den borgernære sundhed, daginstitutionsområdet og folkeskolen, siger Annette Vilhelmsen til Berlingske.

Hun vil op til partiets landsmøde i begyndelsen af maj lancere en ny strategi, der skal trække de gamle SF-tilhængere tilbage til partiets rækker.

Med udmeldingen går hun i den modsatte retning af tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen, der så SF som et parti med mere fokus på hårdtarbejdende lønmodtagere. Og hun står ikke alene:

- I et land af Danmarks størrelse er det kun plads til ét socialdemokrati, og vi skal lade Socialdemokraterne om det, siger tidligere gruppeformand i SF, uddannelsesordfører Pernille Vigsø Bagge, til avisen.

Når Annette Vilhelmsen nu går efter klassiske SF-dyder, går hun også mod et ønske om på sigt at få byttet rundt på ministertaburetterne inden næste valg, skriver Berlingske.

- Det er jo ganske hypotetisk. Jeg kan ikke sige noget om ministerier eller ressort, eller hvor vi kommer hen efter en rokade, siger SF-formanden til avisen.

Om den nuværende udenrigsminister og tidligere formand Villy Søvndal stadig vil være at finde på en ministerpost efter en rokade, vil hun ikke ind på:

- Jeg synes, Villy er en dygtig udenrigsminister, siger hun til Berlingske.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt