SF: Tving virksomheder til at ansætte unge fra ghettoer

Kommunerne skal - hvis det står til SF - tvinge alle virksomheder, der deltager i byggeprojekter i udsatte boligområder, til tage såkaldte ”snusepraktikanter” og lærlinge blandt ghettoernes unge.

I flere år har de fynske kommuner samarbejdet om at få flere af de lokale ledige ud på nogle af kommunernes større bygge- og anlægsprojekter. Det hedder Byg til Vækst, og nu vil SF tvinge andre kommuner med ghettoområder til at gøre det samme. 

Det skal ske ved at tvinge kommunerne til at indføre sociale klausuler i kontrakterne med de virksomheder, som skal bygge op og rive ned i kommunernes udsatte boligområder. Alle virksomheder, der deltager i byggeprojekter i udsatte boligområder, skal ifølge SF tage såkaldte ”snusepraktikanter” og lærlinge blandt de unge i kvartererne, samt oprette småjobs til kontanthjælpsmodtagere.

 
 

- Vores udfordringer i de her områder hænger jo blandt andet sammen med lav beskæftigelse og en rodløs ungdom, som ikke har noget at give sig til. Jeg synes det ville være skønt at få virksomhederne til at tage et ansvar for at inddrage de unge i udviklingen af deres eget lokalområde på denne måde, siger Pia Olsen Dyhr.

Snusepraktikker, småjobs og lærlingepladser 

Mere konkret så skal kommunerne i samarbejde med boligforeningerne pålægges at lægge en plan for både antallet af lærepladser, snusepraktikker og småjobs, som skal oprettes i forbindelse med byggeopgaverne. Og virksomhederne bliver forpligtet til at tage unge i snusepraktik og oprette lærepladser samt småjobs.

Siden 2014 har de fynske kommuner samarbejdet om projektet Byg til Vækst. Det har blandt andet betydet, at unge fra Korsløkkeparken i Odense har været med til at rive dele af boligområdet ned og bygge det op igen. En god idé ifølge den lokale SF'er Brian Dybro, der er Beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune. 

- De fleste unge mennesker er jo driftige og dygtige, når man giver dem noget at tage sig til, og vi har gode erfaringer med de her forløb. Når der opstår en relation mellem den unge og virksomheden sker det, at forløbet ender i en reel læreplads i virksomheden, siger Brian Dybro.

Resultaterne lader vente på sig

I november kunne Jyllands Posten fortælle, at Byg til Vækst-projektet i løbet af lidt mere end fire år havde flyttet 180 personer væk fra jobkøen og ud på arbejdsmarkedet. Det fik flere fynske politiker til at at tvivle på det tværkommunelle samarbejde. Blandt andet den tidligere Kerteminde-borgmester, Hans Luunbjerg (V). 

- Idéen med at skaffe nogle arbejdspladser er fornuftigt, men vi er som kommune nødt til at måle, om det, som vi investerer i, også virker, sagde Hans Luunbjerg til Jyllands Posten. Samtidig krævede han en vurdering af, om det er værd fortsat at kaste skattekroner i Byg til Vækst.

Den nuværende Odense-borgmester, Peter Rahbæk Juel, har tidligere været været sekretariatschef i i Byg til Vækst og sagde tilbage i 2013, at "5000 ledige sagtens kan blive en del af Byg til Vækst."

Selv om tallet i november 2017 altså kun var 180, så mente Rahbæk Juel, at de største gevinster af projektet venter i de kommende år, hvor der blandt andet skal bygges letbane og nyt sygehus i Odense.   

 

 

 

Oversigt

    Oversigt