SFere uenige om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur

Formanden for SF Storkreds Fyn, Holger Lomholt, er uenig med partifællen og folketingskandidat, Karsten Hønge, om Asmaa Abdol-Hamids berettigelse som folketingskandidat for Enhedslisten.

- Jeg mener ikke det er rimeligt, at Karsten Hønge tager politisk stilling til en kandidat ud fra hans eller hendes klædedragt, hilsemåde eller religiøsitet, skriver Holger Lomholt i en pressemeddelelse.

Han mener det er kandidatens offentlige udtalelser, som er afgørende.

- Jeg har ikke hørt eller læst Asmaa Abdol-Hamid sige noget som ikke ligger indenfor socialistisk eller demokratisk tankegang, skriver Holger Lomholt.

Et krav om at hun skal tage afstand til sharia-lovgivning vil i følge Lomholt svare til at kristne SFere, der vil stille op til Folketinget, skal tage afstand til det gamle testamentes moselov.

- Det gør vi ikke, for vi bedømmer også kristne SFere på deres politiske udtalelser - ikke andet, skriver Holger Lomholt.

Karsten Hønge, der er folketingskandidat for SF, rejste i TV 2/FYN tirsdag kritik af Asmaa Abdol-Hamids ambition om at stille op for Enhedslisten for at blive det første kvindelige muslimske folketingsmedlem.

Han gjorde det samme, da hun stillede op til Odense Byråd ved kommunalvalget i 2005.

Karsten Hønge mener ikke hendes muslimske livssyn er foreneligt med venstreføjens principper.

Oversigt

    Oversigt