Sidste stålplade på Lindø

[size=2]Mandag var en historisk dag på Lindø Værftet. Her tog værftsarbejderne den sidste stålplade i brug. [/size]

Stålpladen skal bruges til bygningen af Lindøværftets sidste RO-RO skib - et skib hvor bilerne ruller på og af. Det skal leveres til Hong Kong-rederiet Pacific Basin i starten af november.

Mandag formiddag var sidste gang, at en stålplade blev kørt ind fra lageret, valset, sandblæst, grundet og skåret til for sidenhen at blive en lille brik i puslespillet til et helt skib.

- Det er trist. Det betyder også, at der ikke er arbejde til mig ret meget længere, siger John Jakobsen, der har været skibsværftsarbejder i 22 år.

- Nogle af mine kolleger ligner zombier på arbejde, for de ved, at i dag er det det ene, der er det sidste, og i næste uge er det det andet. Det er svært at bevare motivationen, siger fællestillidsmand Per Andersen til TV 2/FYN.

Mangler nye produktionsjobs

Lindøværftet blev grundlagt i 1918 som Odense Staalskibsværft og sidste skib - til Søværnet - sejler ud gennem Gabet i 2012, og dermed slutter 94 års dansk skibsbygningshistorie.

Da værftsarbejderne i 2009 fik at vide, at Lindø Værftet skulle lukkes, fik de samtidig forhåbninger om, at der ville komme nye jobs til området blandt andet inden for vindmølleindustrien, men arbejdspladserne lader vente på sig.

Dog lykkedes det Lindø Industripark at få kontrakt med hollandske Smulders for to uger siden. Firmaet lejer den store Hal Syd ved dokken for at producere vindmøllefundamenter - endnu er der dog ingen ordrer i hus. Men når de kommer, vil der formentlig endelig komme nye produktionsjobs på Lindø. Der tales om 50 til 150 jobs.

Oversigt

    Oversigt