Sidste træning sammen for OL-håb

Den flerdobbelte verdensmester i kajak, Anne Lolk, satser nu på roning. Målet er OL i 2012 sammen med makkeren Juliane Elander. Men lørdag var alligevel sidste gang de to trænede sammen i lang tid.  

Juliane Elander er nemlig gravid, og det betyder at Anne Lolk må ro alene de næste måneder. Men Anne Lolk tror på det nye makkerskab.
 
- Juliane har været med til OL to gange. Hun ved hvad det kræver, så hun ved også, når hun kommer tilbage, hvad det er for nogle delmål, vi skal sætte os, for at vi kan snakke om at vejen mod OL er realistisk, siger Anne Lolk.

Forskelle og ligheder

Anne Lolk har tidligere vundet fire medaljer ved VM i kajakmarathon, men har skiftet til roning fordi de lange kajakdistancer ikke er på OL-programmet for 2012. 
 
- Det er meget anderledes. Jeg tager selvfølgelig nogen ting med omkring vandføling og balance, men rent teknisk er det meget anderledes, og der er mange nye ting at lære, siger Anne Lolk.

Anne Lolk vil selv træne videre, mens makkeren er på barsel.

- Målet er at komme til London og vi skal kvalificere os til VM i 2011. Det er også derfor det gælder om at få så mange kilometer på vandet nu, for det er helt sikkert der, jeg mangler noget. Det er der, jeg skal ud og udvikle mig, siger Anne Lolk.

Oversigt

    Oversigt