Sidste vinterdag byder på sol - men nattefrosten vender tilbage

Sol og tørvejr på den sidste februardag. Nattefrosten vender tilbage i årets første forårsmåned. 

Den sidste vinterdag i denne omgang byder på sol og forårslignende vejr. 

- Der er tørvejr fra morgenstunden og chance for solskin. Tre-fire grader vil termometerene vise. Der kan sikkert godt nogle steder være rim i græsset, måske også lidt is på bilen, siger Peter Tanev fra TV 2 Vejret. 

- Ud på eftermiddagen rammer vi syv-otte grader, inden solen går ned, fortæller han.

Foråret er på vej

I morgen, mandag, er det 1. marts, og det betyder paradoksalt nok, at det bliver koldere. 

- Mandag går vi ind i forårsmånederne - i hvert fald sådan kalender-wise - og det betyder, at vi får en uge, hvor vi stadig har relativt høje dagtemperaturer, siger Peter Tanev. 

- Til gengæld ser det ud til, at nattefrosten vender tilbage, forklarer han. 

Hen mod weekenden vil endnu koldere luft komme ned over Danmark.