Skadet OB-målmand risikerer tidlig sommerferie

Sten Grytebust har beskadiget en sene i læggen og skal holde pause i nogle uger.

Superligaklubben OB bliver svækket i jagten på en Europa League-billet. Målmand Sten Grytebust måtte udgå med en skade i første halvleg af fredagens kamp mod Horsens, og undersøgelserne har givet et nedslående resultat.

Grytebust har beskadiget en sene i den ene lægmuskel og står foran en pause på nogle uger, oplyser klubben.

- Hvor lang skadespause han har i vente, er svært at spå om - i værste fald er han ude resten af foråret, skriver OB på klubbens hjemmeside.

Træner Kent Nielsen nærer dog et lille håb om, at den norske keeper så småt kan genoptage træningen om en uges tid.

Fynboerne møder Esbjerg 8. maj i den sidste kamp i kvalifikationsspillet, og derefter gælder det knald-eller-fald-kampe om at kvalificere sig til Europa League-playoff.

Efter at Grytebust havde banen, var det Michael Falkesgaards opgave at vogte OB-målet mod Horsens. Falkesgaard lukkede et enkelt mål ind i slutningen af første halvleg, men OB vandt alligevel kampen med 2-1.

Oversigt

    Oversigt