Skæve tilskud til zoologiske haver: - København bliver forfordelt

Direktøren i Odense Zoo så gerne, at der røg mere i tilskud fra regeringen mod den fynske zoologiske have.

Bliver København Zoo begunstiget på grund af sin placering? Og får Odense Zoo dermed mindre i støtte?

Det mener Bjarne Klausen, der er direktør i Odense Zoo.

- Der er flere indikationer, der viser, at København bliver forfordelt i en eller anden grad. Og det er selvfølgelig irriterende, siger han.

Regeringen præsenterede torsdag sit bud på en finanslov for 2023.

Og i Odense Zoo så man gerne, at man fra regeringens side gav mere til den fynske zoologiske have.

- Jeg kunne da godt tænke mig at få flere penge, det er klart. Med flere penge kan vi lave mere af det, vi synes er vigtigt. Men vi er nødt til at se andre veje, forklarer zoo-direktøren.

København Zoo fik 13,6 millioner kroner i tilskud fra Kulturministeriet i 2022. Odense Zoo fik 4,4 millioner kroner fra Kulturministeriet.

- København Zoo får over tre gange så meget i tilskud, som vi gør. Men de har under 2,5 halv gang flere gæster. Så den forskel er ikke afgørende. De laver væsentlig mere forskning end os andre, og de gør også nogle ting, som er supergodt for natur og forskning. Det er godt. Men måske kunne vi også have gjort det, hvis vi fik ti millioner mere, tilføjer Bjarne Klausen.

Men den holdning er Bengt Holst ikke enig i. Han er formand i Rådet for Zoologiske Anlæg, der rådgiver Kulturministeriet, når der skal uddeles tilskud.

- Det er helt forkert. Det har intet med hovedstaden og provinsen at gøre. Bevillingerne er lavet på baggrund af de forskellige zoologiske havers driftsbudgetter, besøgstal, faglige niveau og planlagte aktiviteter. Og det sker på baggrund af ansøgning af de enkelte zoologiske havers side, siger Bengt Holst.

Bengt Holst var fra 1983 til 2020 ansat i København Zoo. Han sluttede som videnskabelig direktør. I dag er han formand i Rådet for Zoologiske Anlæg, der rådgiver Kulturministeriet, når der skal uddeles tilskud til de danske zoologiske haver.
Bengt Holst var fra 1983 til 2020 ansat i København Zoo. Han sluttede som videnskabelig direktør. I dag er han formand i Rådet for Zoologiske Anlæg, der rådgiver Kulturministeriet, når der skal uddeles tilskud til de danske zoologiske haver.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/arkiv

København Zoo havde 1.332.440 besøgende i 2022, mens Odense Zoo havde 497.372 gæster. København Zoo oplyser, at de i skrivende stund har 317 ansatte. Odense Zoo har på nuværende tidspunkt 40 fastansatte. Men op imod 150 ansatte, når det er højsæson. 

København Zoo har 225 dyrearter, hvorimod Odense Zoo har omkring 110 dyrearter.

Og de store forskelle i besøgende, ansatte og antal af dyr er afgørende, mener Bengt Holst.

- Netop fordi København zoologiske have har et større driftsbudget på baggrund af et højere besøgstal og udfører en del mere forskning, formidling, naturbevarelse og har påtaget sig flere tillidsposter inden for det internationale avlssamarbejde, så er det helt naturligt, at de får flere penge, siger Bengt Holst og tilføjer, at det netop er de aktiviteter, Kulturministeriet skal støtte.

Bengt Holst uddyber, at Rådet for Zoologiske Anlæg blot rådgiver kulturministeren, og at det i sidste ende er kulturministerens beslutning, hvordan tilskuddene skal fordeles.

- Så skal man huske, at Odense Zoo også får et kommunalt tilskud, så det samlede tilskud ligger lige omkring otte millioner kroner.

Odense Zoo oplyser til TV 2 Fyn, at man sidste år fik 4,8 millioner kroner fra Kulturministeriet og 3,2 milioner kroner i driftstøtte fra kommunen. Præcis otte millioner kroner i støtte.

Bengt Holst forklarer, at man laver en samlet vurdering, hvor både tilskud fra kommunen og kulturministeriet bliver indregnet, når man skal rådgive ministeren, og det skyldes blandt andet historikken i tilskudsordningen.

Hvorfor Odense Zoo er afhængig af tilskud fra kommunen, hvorimod København Zoo får hele sit tilskud fra Kulturministeriet, kalder Bengt Holst en politisk afgørelse. 

Bengt Holst forklarer, at oprindeligt var statstilskuddet betinget af et tilsvarende tilskud fra kommunal side. For København Zoo blev det kommunale tilskud givet af Hovedstadsrådet, som bestod af fem kommuner og amtskommuner, og som blev nedlagt i 1989. Ved nedlæggelsen overførte man så Hovedstadsrådets del af tilskuddet til Kulturministeriet, mens man for Odense Zoo fortsatte med den kommunale ordning. Det fik dog ingen indflydelse på beløbenes størrelse, kun på hvilken kasse, der skulle betale.

TV 2 Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar på fordelingen fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Odense Zoo er formentlig en kendt zoologisk have i pingvinkredse. Med en alder på 42 år nåede Olde fra Odense Zoo nemlig at komme i Guiness World Records med titlen som verdens ældste pingvin i fangenskab. 

Odense Zoo har omkring 110 dyrearter, mens der er 225 dyrearter i København Zoo.
Odense Zoo har omkring 110 dyrearter, mens der er 225 dyrearter i København Zoo.

Oversigt

    Oversigt