Skarp kritik af FOA-formand

Modstanden mod fredagens FOA-forlig med regionerne er stor. Århus-formand opfordrer medlemmerne til at stemme nej og kritiserer samtidig Dennis Kristensen.

Stem nej. Sådan lyder opfordringen fra den lokale FOA-formand i Århus, Kirsten Normann Andersen, til sine medlemmer, efter at forbundet fredag eftermiddag indgik forlig med Danske Regioner om overenskomst for omkring 21.000 portører og sosuassistenter på landets sygehuse.

Lønstigningen på 13,4 over tre år var for beskeden, mener Kirsten Normann Andersen, der også forudser et landsdækkende nej ved urafstemningen 6. juni. Konkret vil FOA-medlemmer i regionerne i flere tilfælde få op mod 600 kroner mindre om måneden end deres kommunalt ansatte kolleger, vurderer Kirsten Normann Andersen. Samtidig rejser hun skarp kritik af FOA-formand Dennis Kristensen.

- Dennis er som person ikke speciel social. Ofte får han sat sine egne idéer i spil, inden vi i hovedbestyrelsen får en grundig diskussion af, hvad vi vil. Jeg er særlig ærgerlig over, at vi laver forlig på nuværende tidspunkt. Og beskeden fra flere tillidsmandsstævner har da også været, at et forlig så ringe, som det vi nu har indgået, ingen gang havde på jord, siger Kirsten Normann Andersen, der har omkring 4000 regionalt ansatte medlemmer.

Også København og Odense, der er store hospitalsbyer, har vendt tomlen nedad.

Oversigt

    Oversigt