Skatere protesterede i Glamsbjerg

Glamsbjergs skatere lavede torsdag en sit-down strejke på deres skaterbane ved hallen, som blev lukket onsdag. Selv om banen er en stor succes, der har samlet mange af byens unge, har Glamsbjerg Kommune været nødt til at lukke banen, fordi støjniveauet er alt for højt.

-

Glamsbjergs skatere lavede torsdag en sit-down strejke på deres skaterbane ved hallen, som blev lukket onsdag.
Selv om banen er en stor succes, der har samlet mange af byens unge, har Glamsbjerg Kommune været nødt til at lukke banen, fordi støjniveauet er alt for højt.

- Vi sidder her bare og håber, at den bliver åbnet igen, fortæller Christian Christensen, der selv har stået på rulleskøjter på banen.

- Der kom vel mellem 20 og 30 unge hver dag på banen, og vi hjalp hinanden, hvis der var nogen der faldt.


Dette skilt mødte de unge, da de ville skate


Henvendelser fra naboer
- Vi har fået henvendelser fra naboerne, og vi har lavet nogle støjundersøgelser, der viser, at niveauet er dobbelt så højt som tilladt i beboelseskvarterer, så vi har forståelse for, at borgerne ikke kan leve med det, siger Knud Hansen (Kons), der er formand for Teknikudvalget i Glamsbjerg Kommune.

Selv er han ked af, at kommunen har været nødt til at tage det drastiske skridt.

- Jeg har det skidt med, at vi bliver nødt til at lukke banen, for der har været et stort frivilligt initiativ bag, og der er lagt mange kræfter bag succesen, siger Knud Hansen om skaterbanen, der har eksisteret i cirka et år.

Lions Club og den frivillige gruppe Dynamo Glamsbjerg samlede sidste år 41.000 kroner sammen til skaterbanen.

Hvor skal de nu mødes
En af forældrene bag skaterbanen er Morten Grønlund, der er far til et par af de drenge, der har brugt banen flittigt.

- Det er blevet et mødested for de unge, så hvor de så skal mødes henne nu, det er spørgsmålet, siger han.

- Vi har brugt mange timer på at bygge banen, og det er synd for børnene, for de har også brugt lang tid på den, fortsætter han, men understreger, at han godt kan forstå, at naboerne er kede af den støj, der laves på banen.


Indtil videre bruger skaterne skolegården

Ny placering
Kommunen er ikke interesseret i at lægge skaterbanen i udkanten af Glamsbjerg, for så kan forældrene ikke holde øje med, hvem der kommer på banen. Indtil videre har der ikke været noget ballade på stedet.

- Vi er nødt til at finde ud af, om vi kan finde en placering centralt, hvor den kan overholde støjkravene, og hvor der ikke bliver ballade, siger Knud Hansen fra Kommunalbestyrelsen.

 

Oversigt

    Oversigt