Effektive investeringer i erhvervsuddannelser, skattelettelser og fynske arbejdshandsker. Der er mange ting at sværge på for de fynske folketingsmedlemmer. Og det var netop, hvad 11 af de 16 valgte fra Fyns Storkreds fik til opgave på åbningsdagen.
Alle 11 blev stillet det samme spørgsmål: Hvad sværger du, at du vil opnå i det kommende folketingsår?
Læs her, hvad de svarede:
Mai Mercado
Mai Mercado
Jeg vil opnå at sidde i forhandlingerne til den sidste dag, den sidste time og det sidste minut. Forstået på den måde, at det er ikke sikkert, vi skal være med i alle aftaler, men vi går konstruktivt ind og forsøger at få så meget med ved forhandlingsbordet. Fordi når man er borgerlige stemmer, der arbejder, så går man også efter indflydelse.
Mikkel Bjørn
Mikkel Bjørn
Jeg ved ikke, om jeg kan sværge, at jeg vil opnå noget. Jeg kan sværge, jeg vil kæmpe for nogle ting. Jeg kan ikke vedtage politik, i og med at regeringen har et flertal. Det er svært at opnå så meget, men man kan kæmpe for mange ting. Jeg sværger, jeg vil kæmpe for, at Danmark får tryghed og sikkerhed, for en hårdere retspolitik, hvor vi rent faktisk straffer kriminelle, og hvor vi udviser kriminelle udlændinge blandt andet. Det er nogle af de ting, jeg kæmper meget for. Så kæmper jeg for en mere restriktiv tildeling af danske statsborgerskaber.
Jens Henrik Thulesen Dahl
Jens Henrik Thulesen Dahl
Jeg vil presse så meget på, som jeg overhovedet kan over for regeringen, for at vi kommer i gang med at lave en psykiatriplan og en ændring af strukturen på sundhedsvæsenet, fordi det er der desperat meget brug for.
Erling Bonnesen
Erling Bonnesen
Nu skal man altid passe på med at sværge i politik, men der er helt klart behov for, at vi nu ved starten af den nye folketingssæson tager arbejdshandskerne på. Det har vi allerede nu. Vi skal have fremtidssikret Danmark, vi skal have skaffet endnu flere arbejdspladser. Der mangler hænder. Derfor skal vi have nogle af de ting til at gå i hak med hinanden. Derfor er jeg også glad for, at vi nu har fået flertal til, at vi også med Venstres medvirken kan få sikret nogle skattelettelser.
Dan Jørgensen
Dan Jørgensen
Sværger er noget, man gør i kirken. Det er ikke noget, der hører til i politik. Men jeg lover, at jeg vil kæmpe for, at vi i Danmark kommer til at spille en langt større rolle i international klimapolitik. Første opgave bliver COP28. Der skal vi sikre, der kommer et globalt mål for vedvarende energi. Det vil være virkelig vigtigt for den grønne omstilling globalt, men det vil også være rigtig vigtigt for Danmark, fordi vi er førende, når det handler om vindkraft, når det handler om energieffektivitet. Alle de teknologier, vi gerne skal have andre til at bruge.
Bjørn Brandenborg
Bjørn Brandenborg
Hvis jeg skal sværge på, hvad jeg gerne vil opnå i år, så vil jeg gerne sværge på at være en lige så god lokalrepræsentant, som jeg har forsøgt at være i de seneste fire år i min første periode i Folketinget. Fordi for mig er en af de vigtigste årsager til at være i det her hus, at man repræsenterer nogle mennesker. I det her tilfælde repræsenterer jeg fynboerne. Og der synes jeg, man har en meget, meget stor forpligtelse og opgave i at være tilstede i deres hverdag.
Karsten Hønge
Karsten Hønge
Jeg kan desværre ikke sige, det er noget, jeg vil opnå, fordi der er alle mulige andre, jeg skal blive enig med herinde, og hvis de synes noget andet, kan det være noget af en kamp at komme frem til det. Men det, jeg vil sværge på, det er, at jeg altid vil slås for de mennesker, der har allermindst. Dem, der fik mindst med fra folkeskolen. Dem, der har færrest penge at gøre godt med. Dem, der er uden for arbejdsmarkedet eller på kanten af arbejdsmarkedet. Dem med de korte uddannelser. De nedslidte seniorer. De folk, der gerne vil bidrage, men bliver forhindret i det. Og de, der har bidraget så rigeligt.
Trine Bramsen
Trine Bramsen
Man skal aldrig sværge i politik, fordi man er jo kun én person, én stemme, og man skal bruge 90 på at få noget vedtaget. Hvis man sværger, så er det meget begrænset, hvad man kan love. Det, jeg har gjort i de 12 år, jeg har siddet i Folketinget, er, at jeg har kæmpet hårdt hver eneste dag for de fynske sager. Både store og små. Det betyder også, at jeg i dag har en rigtig, rigtig god kontakt til fynboerne. De melder ind, når der for eksempel er trafikale udfordringer. Nå virksomheder har problemer, eller når der er borgere, der bliver klemt i systemet. Det løfter jeg ind i Folketinget.
Kim Aas
Kim Aas
Jeg sværger, at jeg vil arbejde intenst for min kreds, for ganske Fyn, og for at samarbejdet mellem de tre regeringspartier får stor succes.
Lars Christian Lilleholt
Lars Christian Lilleholt
Der kommer skattelettelser til danskerne. Det tror jeg på, bliver vedtaget i det kommende folketingsår. Det er en af de ting, der er vigtige for Venstre at få ind i regeringsgrundlaget. Der skal skattelettelser til. Og jeg er superglad for, at vi både kan gennemføre skattelettelser, og samtidigt kan vi sikre penge velfærd ude i kommunerne, til et bedre sundhedsvæsen og til en lang række udfordringer, som vores samfund står over for.
Thomas Skriver Jensen
Thomas Skriver Jensen
Jeg sværger, at de investeringer, som vi har lagt frem til erhvervsuddannelserne, bliver forhandlet nogle steder hen, hvor det kommer til at kunne mærkes for erhvervsskoleeleverne, der render rundt ude på Syddansk Erhvervsskole eller på SOSU-skolen Fyn.