Skød efter vidne

Den ene af to røvere skød mod et vidne efter at de havde begået røveri mod en købmandsbutik i Odense lørdag eftermiddag. Våbnet var formentlig en gaspistol, og vidnet kom ikke noget til.

-

Den ene af to røvere skød mod et vidne efter at de havde begået røveri mod en købmandsbutik i Odense lørdag eftermiddag. Våbnet var formentlig en gaspistol, og vidnet kom ikke noget til.

De to røvere kom ind i Merko på Heliosvej i Dalum ved 17-tiden, lørdag. De truede sig til butikkens kassebeholdning og stak bagefter af på en sølvfarvet knallert.

Inden da affyrede den ene røver to skud. Det ene op i luften uden at sigte på nogen. Men det andet blev rettet direkte mod et vidne på fem meters afstand.

Politiet mener, våbnet var en gaspistol, som er ret harmløs på den afstand, og vidnet kom ikke noget til.

Det undrer politiet, hvorfor røveren skød, for vidnet forsøgte ikke at gribe ind i røvernes flugt.

Den ene røver beskrives som 160 - 170 cm. høj. Han bar en sort styrthjelm og sorte bukser med hvide striber. Eneste oplysning om den anden røver er hidtil, at han var lyshåret.

I følge vidner var der tale om to yngre mænd.

Oversigt

    Oversigt