Skoler melder klar: Klasser får særlige zoner og egne indgange

De fynske folkeskoler melder nu klar til at åbne dørene for elever fra torsdag. Eleverne skal dog forberede sig på en ny corona-præget hverdag.

Det bliver en helt anderledes skoledag, eleverne kan se frem til, når Brobyskolernes afdeling i Allested-Vejle igen åbner på torsdag.

- Vi vender op og ned på den skole, vi kender, fordi vi nu skal tænke i enkeltheder i stedet for store helheder. Og vi skal tænke i små fællesskaber i stedet for store, siger afdelingsleder Tine Sjørup.

Den største udfordring for skolen i Allested-Vejle er ifølge afdelingslederen, at de nu skal tænke i zoner. Før corona-krisen havde de hele skolen til rådighed.

- Man kan jo sætte bånd op mange steder. Men det kræver, at vi ikke krydser hinandens veje. Det gælder både voksne og børn, forklarer Tine Sjørup.

Afdelingslederen forventer ikke, skolen får pladsproblemer, selvom alle skolens elever møder ind. De vil nemlig tage utraditionelle lokaler i brug som klasselokaler. Det kan for eksempel være natur og teknik-lokalet, der bliver omdannet til forårs-SFO.

- Så kan vi godt være her, og så kan der også være to meter i mellem alle børn. Men som udgangspunkt skal vi være ude, og så er der jo masser af plads, sig hun.

Hygiejne og afstand

Når eleverne igen møder ind på torsdag, bliver der på skolen i Allested-Vejle fokuseret på hygiejne. Skolen kommer til at opdrage i hygiejne, håndvask, etikette, og hvordan eleverne kan være sammen, uden at det bliver i én stor klump.

quote Jeg glæder mig som et lille barn til at se dem alle sammen igen

Tine Sjørup, afdelingsleder, Brobyskolerne Allested-Vejle

- Der bliver meget mere yderstyring på eleverne. De er vant til en vis form for frihedsgrad. Der vil det blive mere styret fra vores side, siger Tine Sjørup og fortsætter.

- Men når vi alle er blevet dygtige til det, så kan der blive mere frihed igen, da vi alle sammen kan forvalte det bedre. Vi starter lidt stramt, inden vi løsner op.

Afdelingslederen kan dog ikke garantere for, at skolen bliver fuldstændig fri for smittespredning.

- Men jeg kan garantere, at vi følger alle regler og anbefalinger. Og så kan jeg garantere, at jeg har et personale, der er hammerskarpe på at lave en god dag for eleverne og sørger for, at vi ikke laver dumme smittekæder, siger afdelingslederen.

Samme status på Langeland

Samme melding lyder også fra Langeland. På Ørstedskolen vil de arbejde i zoner og lader hver enkelt klasse have egen indgang.

- Så vil det også være sådan, at hver klasse vil blive tildelt et eller flere toiletter, hvor det kun er dem, der benytter det. Sådan sørger vi for, at grupper af børn, der er sammen, bliver så lille så muligt, siger skoleleder på Ørstedskolen Poul Nielsen.

Skolen har indkaldt ekstra personale, da flere klasser deles op i mindre grupper.

- Der bliver nogle udfordringer i, hvordan vi får det til at fungere. Men jeg er fortrøstningsfuld. Jeg tror faktisk på, det kan lade sig gøre, fortæller Poul Nielsen til TV 2/Fyn.

På Ørstedskolen kan der kan være op til 17 elever i hvert klasselokale, hvis der holdes to meters afstand mellem børnene.

Stadig plads til læring

Helbred og sundhed kommer før didaktik og pædagogik i disse corona-tider. Men afdelingslederen på Brobyskolernes afdeling i Allested-Vejle er sikker på, at lærerne på skolen får fyldt undervisningen med lærerigt indhold på trods af omstændighederne.

- Ligeså vel, som de skulle bruge en halv dag på at finde ud af, hvad fjernundervisning var for en størrelse, så skal de også finde ud af, hvordan de putter god substans i udeskole, siger Tine Sjørup.

Hun forventer, at alle skolens elever møder op og kun holder sig hjemme, hvis det er i samråd med barnets praktiserende læge. Ifølge hende opstår der ikke usikkerhed hos forældrene, hvis skolen har styr på situationen, og alle detaljer er på plads.

Foreløbig er der styr på de ydre rammer.

- Heldigvis holder jeg møder med det pædagogiske personale hele dagen, og så får vi styr på alt det, vi ikke har styr på, lyder meldingen fra Tine Sjørup.

Savner eleverne

Den største personlige udfordring for Tine Sjørup bliver, at hun ikke må give eleverne et kram, når de møder ind på torsdag.

- Men jeg glæder mig som et lille barn til at se dem alle sammen igen. Og så må det være lidt på afstand, at jeg kan vise, at jeg er rigtig glad for at se dem igen, fortæller afdelingslederen.

Torsdag kommer til at gå med forklaring af zone-opdelingen for både børn og voksne.

- De første par dage går med at lære den nye måde at være sammen på, siger Tine Sjørup.

Først når alle detaljer er på plads, vil Brobyskolernes afdeling i Allested-Vejle sende information ud til forældrene.