Skudoffer er fra rockermiljøet

Den ene af de to mænd, der blev skudt efter på Nyborgvej i Odense er tæt på rockermiljøet. Politiet har en kraftig formodning om, hvem det andet offer er.

Den ene af de to mænd, der søndag blev beskudt på Nyborgvej i Odense, er nu identificeret. Det skriver Ritzaus Bureau.

- Vi ved hvem, han er, og vi kender ham i forvejen, siger vicepolitikommissær Jack Liedecke.

Manden har endnu ikke haft besøg af politiet, men det sker snart. Over for P4 Fyn - Odense bekræfter Jack Liedecke, at manden, der er 22 år, er tæt på rockermiljøet.

- Det er kommet frem, at han formentlig er det, man kalder AK 81'er. altså tæt på rockerverdenen. Det kan jeg kun bekræfte, siger han til radioen.

Også den anden mand har politiet en stærk formodning om, hvem er.

Skuddene faldt søndag aften, da to mænd kom kørende på en blå scooterknallert og skød omkring 5-8 skud mod to mænd, der kom gående fra Østerled mod Nyborgvej.

De to mænd flygtede ind i en opgang, men forsvandt inden politiet kom. Knallerten med de to gerningsmænd forsvandt også.

Politiet oplyser til Ritzau, at der er fundet seks patronhylstre på stedet, hvor man desuden er i gang med at afhøre vidner. Formodentlig er ingen blevet ramt,

Gerningsmændene beskrives som udlændinge, mørke i huden. Begge er 20 til 25 år, iført mørkt tøj med sorte hættetrøjer og tørklæder for underansigtet. Endnu er det ifølge politiet uvist, om der er tale om en opgør mellem bander.

Oversigt

    Oversigt