Skybrud kan ramme hele landet lørdag eftermiddag

Lørdag eftermiddag og aften kan lokale skybrud og torden ramme flere steder i landet, advarer DMI.

Voldsomt vejr kan ramme flere steder i landet i løbet af lørdagen. Det bliver kraftig regn med risiko for skybrud og torden, advarer DMI.

- Det har regnet meget i nat, og sidst på dagen kan der komme nogle byger, der kan give torden og lokale skybrud. På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, hvor i landet det bliver, for bygerne er ikke opstået endnu, siger vagtchef ved DMI, Thyge Rasmussen.

Lørdag formiddag ser det dog ud til, at nordjyderne har størst chance for at gå fri af det voldsomme vejr, som skyldes et kraftigt lavtryk, der passerer Danmark fra sydvest.

Risikoen for skybrud er størst på Sjælland, Fyn og i Sønderjylland, siger Thyge Rasmussen.

- Men på nuværende tidspunkt er det svært at sige meget andet, end at man nok skal forberede sig på, at skybrud vil indtræffe rundt omkring. Så hvis man har udsatte ting, må man hellere se at få dem sikret, siger vagtchefen.

DMI forventer lørdag mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer. For at et kraftigt regnvejr kan kaldes skybrud, skal der falde 15 millimeter regn på en halv time.

Ifølge DMI medfører kraftig regn fare for oversvømmelse af lavtliggende områder og kældre, vand på kørebaner og i viadukter samt nedsat sigtbarhed.

Temperaturerne bliver lørdag mellem 18 og 23 grader, mens det bliver lidt køligere i Nord- og Vestjylland med temperaturer omkring 14 grader.

Der bliver jævn til hård vind fra øst og nordøst ved kysterne stedvis kuling.

Oversigt

    Oversigt