Slamanlæg til 30 millioner kroner

Med stemmerne fem mod to sagde Teknisk udvalg i Svendborg i går ja til at bruge 30 millioner kroner på et nyt slamanlæg. Dermed ser det ud til, at Svendborg Kommune bliver indehaver af landets største slammineraliseringsanlæg, det kommer nemlig til at fylde 14 fodboldbaner.

-

Med stemmerne fem mod to sagde Teknisk udvalg i Svendborg i går ja til at bruge 30 millioner kroner på et nyt slamanlæg. Dermed ser det ud til, at Svendborg Kommune bliver indehaver af landets største slammineraliseringsanlæg, det kommer nemlig til at fylde 14 fodboldbaner.

Udvalgsformand imod
Udvalgsformand, Knud Albertsen (K), var dog langt fra tilfreds med udvalgets beslutning, og stemte sammen med Erik Mathiasen (T) imod forslaget.
\"Det er helt galt at lave så stor en investering, uden at have undersøgt alternative muligheder til bunds. Samtidig er placeringen i det uberørte naturområde ved Åbyskov heller ikke god\", siger Knud Albertsen (K).

Indtil slamanlægget kommer på Byrådets dagsorden håber Knud Albertsen på, at andre muligheder kan nå at komme frem. I øjeblikket transporteres slammet fra Svendborg til Stignæs-værket, og Knud Albertsen mener, at kommunen i stedet for at investere de 30 millioner i et nyt anlæg, omvendt vil kunne spare 1-2 millioner kroner årligt, ved at lave ny kontrakt med andre slamaftagere.

Sværdslæg i byrådssalen
Det var Teknisk Udvalgs tre socialdemokrater og to venstre-folk, der stemte forslaget hjem, og i byrådssalen kan de to grupper alene mønstre et flertal med 13 mandater mod de øvrige partiers otte. Dermed synes vejen banet for anlæggets endelige vedtagelse, men Knud Albertsen understreger, at det ikke bliver uden sværdslag.
\"Det er værd at bemærke, at modstanden mod anlægget vokser. Dels i byrådet og dels blandt borgerne,\" siger Knud Albertsen.

Det Radikale medlem af byrådet, Mogens Klitgaard agter også at stemme imod anlægget.
Han mener, at placeringen er et problem, og vil hellere se tiden an, for at følge udviklingen af bedre metoder til håndtering af slamaffald.

Hvis byrådet vedtager at bygge slamanlægget, vil byggeriet formentlig starte i 2004.

Oversigt

    Oversigt