Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Sløret solskinsvejr 2. pinsedag

Et højtryk omkring De Britiske Øer vil det næste stykke tid give Danmark tørt og stabilt vejr.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Hans Peter Wandler tidligt mandag morgen.

- I dag får vi en tør dag med en del sol de fleste steder. Dog bliver solen nok lidt sløret på grund af nogle højtliggende, tynde skyer, siger han.

Temperaturen vil komme op på mellem 15 og 20 grader, og vinden bliver svag til jævn fra nordvest.

Tirsdag får vi igen tørt vejr og en del sol. Først på dagen kan der dog være lidt skyer i den sydvestlige del af landet.

Temperaturen får et lille nøk opad og kommer op på mellem 18 og 23 grader, og vinden bliver svag til jævn.

- Hvis vi ser på resten af ugen, ser vi det samme billede. Det bliver tørt med nogen eller en del sol og temperaturer op omkring de 20-22 grader, siger Hans Peter Wandler.

- Vi får desuden en let til frisk vind fra vest og nordvest, som måske i perioder kan blive lidt kraftigere, tilføjer han.