Efter 1. september skal du ikke længere betale et tillæg på 50 procent, når du køber kontantbillet i bussen. Det oplyser Fynbus, der ønsker at gøre billetsystemet mere enkelt.
- Mange møder bussen første gang, når de tager natbussen hjem, og det vil vi gerne gøre til så nem en oplevelse som muligt, siger direktør i Fynbus Carsten Hyldborg i en pressemeddelelse.
Natten mellem lørdag den 31. august og søndag den 1. september er derfor den sidste nat, hvor passagerer skal betale nattillæg på kontantbilletter og DSB-billetter i natbusserne.
Nattillægget har indtil nu dækket Fynbus’ ekstra udgifter ved at køre natbusser samt den ekstra tid, det tager chaufførerne at sælge billetterne.
Kraftigt fald i salget af natbilletter
Fynbus oplyser, at antallet af kunder, der køber nattillæg, har været kraftigt faldende, da de fleste passagerer kører på rejsekort eller køber billet i selskabets app.
Med disse billettyper undgår passagererne tillægget.
I januar 2019 nedlagde Fynbus en række natbusser. Der har derfor i løbet af året været færre natafgange på Fyn, da ruterne 151-153, 191, 195 og 930-932 blev nedlagt.