Slut med sol: Kølig påskedag i vente på Fyn

Solen kommer ikke til at vise sig meget søndag, hvor påskedag bliver en kold og skyet oplevelse, senere også med mulighed for regn og slud.

Det flotte solskinsvejr og den blå himmel blev forhåbentligt nydt lørdag, for det bliver ikke meget vi får solen at se i løbet af påskedag.

Dagen starter med en tiltagende vind, der bliver til frisk til hård, og som vil skabe omrøring i luften.

quote Dagen vil stå i stor kontrast til dagen i går

Cecilie Hother, vejrvært, TV 2

Morgenstunden vil dog føles lunere end de foregående morgener, fordi skyerne holder på varmen. Temperaturen vil ligge på 3-4 grader.

Regn og slud i sigte

I løbet af dagen vil temperaturen ikke komme meget længere op end på 7-8 grader, mens en smule regn også vil finde vej gennem skydækket.

- Men når der stadig er kraftig vind og finregn i ny og næ, vil det føles råkoldt. Dagen vil stå i stor kontrast til dagen i går, siger Cecilie Hother, der er vejrvært hos TV 2.

I aften vil der være mulighed for en lille smule sol, men det vil blive erstattet af byger, der både kan være med slud og hagl. Noget, der også kommer til at dominere mandagen på Fyn.

Oversigt

    Oversigt