Smugler fængslet for spøgelses-kørsel

Retten i Odense har tirsdag varetægtsfængslet en 21-årig mand. Han er sigtet for khat-smugling og spøgelseskørsel.

Den 21-årige, der er somalier bosat i Sverige, er sigtet for at have udsat andre bilister for livsfare, oplyser anklagemyndigheden ved Fyns Politi.

Han er sigtet for at køre mod færdselsretningen på den fynske motorvej i et forsøg på at slippe fra politiet.

Natten til tirsdag forsøgte han at køre fra politiet på den fynske motorvej mellen Odense og Nyborg.

Kort før afkørsel Nyborg Vest foretog han en u-vending og fortsatte på motorvejen i den forkerte kørselsretning.

Biler og lastbiler måtte undvige

Politiet fik standset bilen efter et par kilometers kørsel, hvor spøgelses-bilisten nåede at blive passeret af flere biler og lastbiler.

Flere biler og lastbiler måtte undvige for ikke at blive ramt af spøgelsesbilisten.

I bilen fandt politiet 157 kg khat, og det var derfor, den 21-årige forsøgte at køre fra politiet.

Den sigtede nægtede sig skyldig, men han blev varetægtsfængslet i fire uger af hensyn til retshåndhævelsen, oplyser anklagemyndigheden ved Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt